Ud af byen: Familiedag med sansende kunst

Forkæl børnene - ta' på kunstmuseum. Smut ud af byen til Trapholt, der lokker med fortryllende kunst og dejlige omgivelser.

Foto: Connect Me_Foto_Trapholt_Kenneth Stjernegaard
16. januar 2023
Af Rikke Reffelt

Lige nu kan I opleve udstillingen CONNECT ME (kører frem til 13. august 2023) på Trapholt, som både børn og voksne vil få meget ud af at besøge.

Foto: Connect Me_Foto_Trapholt_Kenneth Stjernegaard 

Kram et digitalt kirsebærtræ og gå på vandet

På udstillingen møder I et stort digitalt kirsebærtræ, der blomstrer, når personer omfavner det, I kan gå på vandet og påvirke det med jeres spejlinger, få solsystemets planeter til at synge, komme tæt på et 11 meter højt grantræ fra top til rod og mærke på egen krop, hvordan kunstig intelligens påvirker og udfordrer os i kunsten som i hverdagen.

Foto: Connect Me_Foto_Trapholt_Kenneth Stjernegaard (2)

Relationer i fokus 

Gennem stort set hele historien og på tværs af kulturer har mennesket betragtet sig selv som noget særligt – som hævet over dyrene, naturen og alle materielle ting. Kunstværkerne i CONNECT ME afslører, at det er helt modsat – at alting er tæt og gensidigt forbundet.

Foto: Stjernegaard fotografi - Trapholt

Trapholt er familier velkomne. Hos guiderne kan I få udleveret spændende opgaver og kunstjagter til museet. Til alle store særudstillinger er der særlige opgaver og lege, så kunst og design bliver sjovt og fantasifuldt for børnene. Besøg også den smukke park omkring museet, der ligger lige ned til Kolding fjord, og tank op på lækkerier i museets cafe, der også har et børnehjørne. 

Besøg Trapholt
  • Hvor? Trapholt, Æblehaven 23 6000 Kolding
  • Hvornår? Tirsdag-søndag Kl. 10-17 (Tjek også museets site for åbningstider)
  • Pris? Børn gratis entre / Voksne 130 kr
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben