En tur i Tivoli behøver hverken være den helt store familieudflugt eller koste en bondegård. Besøg Haven på en hverdag og mærk magien i de små og ofte oversete oplevelser.
Vi guider jer til alt det eventyrlige, I kan opleve i Tivoli på helt almindelige hverdage - og som slet ikke kræver turpas.
Lad ungerne opleve en forestilling på Pantomimeteatret. Bag påfuglens forunderlige farvespil gemmer sig nemlig masser af eventyr om kærlighed, klovneri, drømme og dans. Der spiller hele 16 forskellige forestillinger, men de handler alle om Harlekin og Columbine, der kæmper for kærlighed, mens Columbines far, Kassander, og hans tjener, den hvide Pjerrot, gør alt hvad de kan for at forhindre det.
Hvornår? Se spilleplan her
Vidste I, at Tivolis Koncerthus gemmer på et 30 meter langt tropisk koralrevsakvarium? Her kan I opleve over 100 forskellige fiskearter, heriblandt hajer, rokker, muræner og et væld af farvestrålende koralrevsfisk. Ungerne vil uden tvivl kunne få lang tid til at gå med at spotte fisk i det store akvarium.
Hvornår? Altid
Spring madlavningen over og spis aftensmad i Tivoli. Her er et hav af muligheder for sultne børnefamilier. Fra streetfood i Tivoli Food Hall, italiensk på Mazzoli's, asiatisk på Wagamama eller sushi på Sticks 'n' Sushi.
Hvornår? Altid
Ungerne vil elske et besøg hos det nostalgiske Bolchekogeri i Tivoli. Butikken, der drives af Almuegaarden, laver de lækreste håndlavede bolcher, og er indrettet i det sødeste lille hus med skakternet gulv og gammeldags interiør. Her kan I både blande jeres egne bolcher, købe færdige poser og store slikkepinde, mums!
Hvornår? Altid
Kender I Skærsilden? Godt gemt i Smøgen ligger et vaskeægte hurlumhej-hus fuld af sjove og udfordrende aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Prøv kræfter med tangotrapper, evighedshjul, hængebroer og rutsjebaner, og træn jeres motorik i det skøre og skæve univers. Lige udenfor Skærsilden finder I også de sjove spejle, der forvrænger jeres spejlbilleder - dét er sjovt!
Bemærk: Det koster 50 kr. at besøge Skærsilden
Hvornår? Altid
Når I besøger Rasmus Klumps Verden kan I også glæde jer til møde Rasmus Klump og hans gode ven gartneren Flora, der underholder foran huset i Tivoli. De søde små forestillinger er et hit hos børnene, og efterfølende kan I måske få krammere og high-fives.
Hvornår? Som udgangspunkt alle dage kl. 12, 13, 14, 15, 16 og 17 (i påsken rykker de ud på Plænen)
Et besøg i Rasmus Klumps verden er en klassiker, når man besøger Haven med børn. Her kan I alle dage lege løs på hængebroer, rutsjebaner, kravlerør og meget andet. Området er delt op i to sektioner: et for de helt små, hvor man lander blødt, hvis man skulle falde på halen, og et område til de lidt større, der gerne vil udfordres. I kan også spise medbragt mad på området, eller snuppe en lun pandekage fra Pandekagehuset. Har I helt små børn, kan I også varme flaske og babymad i mikroovnen, amme i bløde stole samt pusle i fine omgivelser.
Hvornår? Altid
Oplev sand blomstermagi, når årets Blomsterfestival løber af stablen i Tivoli. Her kan familier glæder sig til ansigtsmaling, spiselige haver, japansk moskunst og
hele blomsteruniverser. Både børn og voksne må se, røre, smage og skabe -
og prøve sjove havespil til den store guldmedalje.
Hvornår? 24. august - 10. september
Besøg Tivoli i sommerhalvåret - her er Plænen tilgængelig og et oplagt sted at slå sig ned til en lille picnic med familien. Medbring madkurv og tæppe eller brug Havens strandstole. I kan selvfølgelig også købe mad to-go fra Tivolis Foodhall, grib f.eks. en pizza fra Gorm's eller burgere fra Cocks & Cows. Vil I nyde maden et andet sted end på Plænen, kan I slå jer ned på græsset langs H.C. Andersens Boulevard og på Tivolis bænke.
For en flad 10'er kan I prøve et spil på den ikoniske galopbane. Her skal I skyde bolde afsted hurtigt og præcist, så netop jeres hest kommer først i mål. Jo flere bolde I rammer med, jo hurtigere ridder hesten. Der er ingen aldersbegrænsning, så alle børn kan være med. I kan også svinge forbi Smøgen og prøve andre sjove spil - måske I vinder en bamse eller kæmpe Toblerone?
Hvornår? Altid
Når I besøger Tivoli, må I ikke gå glip af det kinesiske område, som er indrettet under og omkring Dæmonen. Når I passerer de kinesiske porte, er det som at træde ind i en helt anden verden. En verden af røde lanterner, drager, bambus og forårsruller - det føles helt som at være i Kina! Et stenkast derfra finder I også det Japanske Tårn, som især er et magisk syn om aftenen, når alle lamperne lyser.
Tag store børn med til afslappende Onsdagsjazz i Orangeriet eller på Plænen. Musikken starter kl. 19, og er oplagt som et lille musikalsk pusterum efter aftensmad, som I enten selv kan medbringe eller indtage i en af Tivolis mange restauranter.
Hvornår? Hver onsdag fra kl. 19 i maj, juni, juli og august
Vidste I, at der bor påfugle i Tivoli? Den pragtfulde fugl vil uden tvivl begejstre ungerne - især hvis den slår sin imponerende hale ud, men vær forberedt: de kan skrige virkelig højt, så hold afstand, hvis I er afsted med små børn. Påfuglene går frit rundt i Haven, og kan oftest findes ved Plænen, foran Koncerthuset eller ved Nimb.
Hvornår? I sommerhalvåret
Spundet farvestrålende sukker hænger uløseligt sammen med forlystelsesparker og cirkusser - og I Tivoli kan I selvfølelig også sætte tænderne i sød candyfloss. Ungerne elsker det, måske på grund af sukkerstadsets volume og farve, så det vil uden tvivl pifte deres Tivoli-besøg op! I kan købe candyfloss i Sukkerskyen, som ligger lige ved siden af den gamle rutsjebane.
Hvornår? Altid
Til maj afholder Tivoli for fjerde år i træk Food Festival. Glæd jer til at smage, dufte og gå på oplevelse i madens verden. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men tilføjes her, så snart det er oppe. Hold øje!
Hvornår? 13.-21. maj
✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 15% på entré, Turpas og Tivolikort fra 1.-15. april