Er I ved at planlægge skiferie til Østrig? Så læs med her, hvor vi har samlet seks børnevenlige skiområder i Østrig.
Samtlige skisteder i denne artikel er børnevenlige og har:
- Pakketilbud for familier
- Skiskoler til alle aldre og niveauer
- Familierestauranter og aktiviteter for børn
Det solrige Serfaus-Fiss-Ladis er et af de bedste skiområder, når man rejser med børn. Området har hele 3 børnelande beliggende i hver sin landsby. Hvor Murmli Park er den mindste og mest egnede for de allermindste, rummer Kinderschneealm og Berta Børneland et hav af underholdningstilbud. Her finder I alt fra temapister med drager og monstre, til Bertas karussel for de mindste og kælketure for hele familien.
I området tilbydes der desuden skiskole på dansk og børnepasning.
Wagrain-Kleinarl befinder sig i regionen Salzburgerland og er kendt som familieklassikeren, der hvert år tiltrækker mange danske skiferiegæster. Helt forståeligt da området har så meget at byde på for hele familien.
Som en del af Snow Space Salzburg er der gode muligheder for at blive udfordret med både blå, røde og sorte pister for de øvede. Mangler I en familieaktivitet er det 19 km lange Family Run en sjov måde at udforske området på med en præmie, når man har gennemført løbet. Hver torsdag tændes der desuden for grillen til Wagrainis Barbeque Funslope med 30 forhindringer for både børn og voksne.
I området tilbydes der desuden skiskole på dansk og pister med kamera.
Der er et hav af muligheder i SkiWelt Wilder Kaiser-Brixental der er et af de største og mest moderne skiområder i verden. I år har de tilmed 45-års jubilæum og giver derfor gode tilbud. Foruden de 4 funparks, isudstillinger, isbar og sol lounge er der her rig lejlighed for at prøve kræfter med natteski, da området har Østrigs største oplyste nattepister.
I området tilbydes der desuden børnepasning og pister med kamera.
Som en del af Kitzbüheler alpen ligger St. Johann in Tirol og småbyerne Kirchdorf og Erpfendorf, der særligt er velegnet til børnefamilier. Her er masser af aktiviteter både udendørs og indendørs med kælkebakker, Murmis indendørs børneland og Panorama Badewelt – en oplagt mulighed for at tage en pause fra ski og sne. Her finder I spa, pools ude og inde og en skøjtebane.
I området tilbydes der desuden børnepasning.
Med børnevenlige pister, børnelandet Juppi Do, maskotten Juppi og flere legeområder er Ski Juwel Alpbachtal Wildschönau en oplagt destination for børnefamilier. Leder I efter familieaktiviteter er den 1.420 meter lange rutsjebane ned ad bjerget en god mulighed for at afprøve lidt anderledes action. Og har I børn, der er interesseret i maskiner, er der her mulighed for at komme med i pistemaskinen, når pisterne klargøres.
I Schladming-Dachstein får I en magisk oplevelse med eventyrpiste, Gallic skilandsby og skoven med hekse og magi. Her er forskellige børnelande i hele området, og hele 6 funslopes for både børn og voksne. Der findes også mange aktiviteter udenfor pisten, f.eks. kan hele familien hoppe ombord på en hestetrukket kanetur og nyde udsigten gennem snelandskabet.