Glæd jer til en eventyrlig efterårsaften med et væld af spændende arrangementer i hele byen, når Kulturnatten for 30. gang står klar.
I år kan Kulturnatten fejre 30-års jubilæum som Københavns største endagsbegivenhed. Mere end 200 arrangører står klar til at byde indenfor med særlige oplevelser, store events, lækker mad og et liv af glade mennesker i byens gader d. 13. oktober 2023. Glæd jer til at opleve kulturens mangfoldige verden, hvor hele familien kan se frem til en uforglemmelig aften fyldt med oplevelser ud over det sædvanlige i hjertet af København og Frederiksberg.
På årets Kulturnat kan I for eksempel komme med indenfor og opleve livet i Folketinget og på Københavns Rådhus, og helt ekstraordinært holder Danner og Den danske Frimurerorden denne aften åbent. I kan også tage direkte i fængsel eller møde dyrene i ZOO by night, besøge det nye bykvarter Postbyen, game i Astralis Nexus eller nyde roen i Sofiebadet. På byens museer kan kreativiteten få frit løb, og både De kongelige Stalde, Amalienborgmuseet og Gamle Scene folder sig ud, så I mærker historiens vingesus helt tæt på.