Fra 18. november kan hele familien glæde sig til et gensyn med Ole Lund Kirkegaards elskede karakterer. Oplev bl.a. Orla Frøsnapper og Gummi-Tarzan, når de indtager Skuespilhuset med forestillingen Rødderne i hjørnehuset!
Artiklen er bragt i samarbejde med Det Kongelige Teater
I læste rigtigt! Fra november kan I opleve Ole Lund Kirkegaards historier udfolde sig på Skuespilhusets Store Scene. Skuespiller, teaterinstruktør og dramatiker Stine Schrøder Jensen har nemlig omskrevet en håndfuld af Kirkegaards mest elskede historier: Otto er et næsehorn, Orla Frøsnapper, Gummi-Tarzan og Hodja fra Pjort til en samlet fortælling, så karakterernes historier krydser hinanden og fletter sig sammen i et enormt hjørnehus.
Med Rødderne i hjørnehuset kan I også glæde jer til at stifte bekendtskab med helt nykomponeret iørefaldende musik og sange skrevet af skuespiller Laus Høybye.
Tænk, hvis børnene fra Ole Lund Kirkegaards bøger boede i det samme hus – hjørnehuset. Her bor Topper, hans ven Viggo og Ivan Olsen med deres familier, kaffetante og vicevært, og rundt om huset hjuler Toppers halvkæreste, Sille, forbi.
I stueetagen er Café Den Blå Havkat til salg, og familien Hodja er på vej til at flytte ind. Far Hodja vil åbne et skrædderi, for hans søn skal være skrædder ligesom sin far. Men Hodja vil hellere ud at se hele verden på sit flyvende tæppe. Og Ivan på kvisten vil bare gerne være sig selv – ikke et rigtigt mandfolk, som hans far synes, han skal være.
På anden sal tegner Topper et næsehorn på tapetet med en magisk blyant. Næsehornet truer snart hjørnehusets gulvbrædder, og en lang bølle ved navn Orla Frøsnapper sniger sig om hushjørnerne. Han har fået færten af Hodjas vidunderlige, flyvende tæppe.