Men hvad må vi så? - En udstilling for børn om humorens mange facetter

Børn i byen har været forbi STORM-museet, som lige nu tager børnene med på en interaktiv rejse gennem dansk humor - det bør dig og dine børn opleve sammen!

Foto: Jacob Hansen, Frederiksbergmuseerne
3. februar 2023
Af Marie Beenfeldt Nielsen

Gennem leg udfordrer den farverige udstilling børn såvel som deres voksne til at reflektere over humorens evne til at skabe et fællesskab. Inddelt i fire rum med forskellige temaer kan I gå på opdagelsesrejse og lege med de forskellige rekvisitter i hjemlige omgivelser. 

De første tre rum er kombinationer af installationer, kunstværker og audiovisuelt materiale, mens det sidste er indrettet som en hyggelig lille biograf med børne-tv.

Vingummi og broccoli i mælkekartoner

Med den toneangivende prutteringeklokke træder man ind i rum et: et køkken hvor intet er, som det plejer. I mælkekartonerne er der vingummi og broccoli, og børnene inviteres til at lave deres egen skøre ret og slippe fantasien fri. Måske finder jeres børn den hemmelige lille hule skjult et sted bag køkkenlåger og skuffer. 

Foto: Jacob Hansen, Frederiksbergmuseerne

Skøre ordlege

I spisestuen, udstillingens andet rum, kan man fordybe sig i ord og skabe skøre sætninger. Selvom ordene er simple, er dette rum henvendt til de lidt større børn, der kan bogstaverne og synes det er sjovt at danne ord og sætninger.

Herinde er væggene beklædt med de originale tegninger fra Halfdans ABC, tegnet af Ib Spang Olsen. Alt er gennemført ned til mindste detalje, som f.eks. John Dillermands røde - og hvidstribede farver, der går igen i alle rum på forskellige kreative måder. 

Foto: Jacob Hansen, Frederiksbergmuseerne

Prøv et prutteklaver

Det grænsesøgende rum tre, udstillingens højdepunkt, byder på alt det forbudte. Dit barn vil med garanti bryde ud i latter ved prutteklaveret, hvor man kan akkompagnere karaokesange om selvsamme emne. I dette rum er værker fra Anders Morgenthaler udstillet, kreeret til netop denne udstilling. Her kan både store og små afprøve deres musikalske evner med en ironisk distance til det hele. 

Slæng jer i John Dillermand-puden

Sidste del af udstillingen er biografen, der viser flow børne-tv fra tre generationer. Her kan børnene få lov til at slynge sig i den lange John Dillermand-pude og få en velfortjent pause efter de mange indtryk. 

Foto: Jacob Hansen, Frederiksbergmuseerne

Nu tænker nogen nok, hvad denne udstilling har med kunst at gøre. Og svaret er ikke entydigt. For kunst er mange ting, og kan udfoldes på flere måder. Med "Men hvad må vi så?" er det den legende og grænsesøgende tilgang der er i fokus - i virkeligheden en meget pædagogisk måde, at åbne op for samtaler om kunst i børnehøjde. 

Udstillingen løber frem til oktober 2023 og har på udvalgte dage workshops og events knyttet til udstillingen. Husk også at besøge resten af museet fyldt med dansk, historisk satire og kunst af Storm P.  

Om udstillingen
  • Hvor? Storm, Frederiksberg Runddel, 2000 Frederiksberg
  • Hvornår? Frem til oktober 2023
  • Alder? 3-10 år
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben