Den første teatertur: 3 magiske børneforestillinger for de allermindste

Giv dit lille barn sin allerførste tur i teatret. Glæd jer til, når mørket sænker sig i salen og magien starter på scenen.

Foto: Bart Kootstra
12. januar 2023
Af Rikke Reffelt

I vil ikke fortryde en tur i teatret - vi guider jeg til tre forestillinger for de allermindste lige her.

Foto: Bart Kootstra

Når gaflerne danser

"Når gaflerne danser" er en sanseoplevelse for de små. Forestillingen kombinerer klirrende, fløjtende og glitrende hverdagsting med spændende instrumenter, spil og bevægelse i små poetiske og legende situationer. Her får børnene tid og rum til at forstå og suge forskellige indtryk til sig på deres egen måde og i et tempo, der på samme tid vækker begejstring og ro.

Hvor? Teater Refleksion og Virum Bibliotekerne
Hvornår? 8. - 11. februar 2023
Hvem? Fra 2 år  

Foto: Trine Dueholm

Fyrtøjet

Se stykket "Fyrtøjet" med dit barn. Her er musik, sjov og spas, og H.C. Andersen med et twist, men også alvorlige temaer som sorg, ensomhed og bånd mellem generationer. Forestillingen vokser ud af H. C. Andersens kendte eventyr. Og spørgsmål stilles - hvem bestemmer over eventyrene? Her bytter de tre medvirkende roller i ét væk, mens fantasien løber løbsk i en blanding af musik, sang, skuespil, animation og dukkespil.

Hvor? Musikhuset
Hvornår? 26. februar 2023
Hvem? Fra 4 år    

Foto: Østerlyd / Lydkompasset / Filuren 

Lydkompasset

Vil du med på en rejse fyldt med lyde og tage rundt i fantasien? Så kom med når “Lydkompasset” retter pilen mod børnene. Her kommer børnene, med hjælp fra en personlig højtaler tæt på kroppen, ud på en lytte-rejse tilbage i farmors minder. Der hvor katte leger fangeleg mellem børnene, luftpandekager flyver rundt i rummet, stemmer fra fortiden stikker af, og vi må ud på havet, ind i hekseskoven og helt tilbage til stilheden, før vi finder ud af, at minderne er inde i os selv, og vi ikke skal være bange for at sætte dem fri.

Hvor? Teaterhuset Filuren
Hvornår? 16. + 19.  februar 2023
Hvem? Fra 4 år    

Tips til den første tur i teatret

Foto: istock

Forbered dit barn

Fortæl at I skal i teatret, og måske lidt om, hvad stykket handler om, at I skal sidde i en sal, hvor lyset slukkes, at det bliver spændende osv. 

Tag afsted i god tid

Så kan dit barn nå at vende sig til at være i teatret, og så I har tid til til at hænge jakken og finde jeres pladser stille og roligt.

Lad barnet opleve

Under stykket kan man som forælder godt have lyst til at forklare, hvad der sker på scenen. Men prøv at lade være, hvis barnet ikke spørger selv. Giv dit barn lov til at sanse stykket ud fra sine egne præmisser. 

Snak om stykket efterfølgende

Bagefter kan det være dejligt for barnet at tale om forestillingen. I kan også læse bogen, hvis stykket er baseret på en bog. Ofte kan der købes plakater fra stykket efter forestillingen, hvis dit barn er særligt begejstret. 

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben