Anmeldelse: Cirkus Summarum slår til igen - men kan de slå kommunen?

Børn i byen har været til premiere på den årlige Cirkus Summarum forestilling i Ballerup. En festlig omgang med masser af magi, vilde kostumer og spænding! Læs vores anmeldelse lige her.

Foto: Agnete Schlichtkrull
20. juli 2023
Af Caroline Gruth Hemmingsen

ANMELDELSE: Cirkus Summarum ★★★★★

Børn i byen var inviteret af Cirkus Summarum

Afsted er redaktør Caroline Hemmingsen og hendes datter på 3 år. Foto: Caroline Hemmingsen

Cirkus Summarum i fare

Åh nej, den kedelige kommunemand, aka Pelle Emil Hebsgaard, vil lukke Cirkus Summarum! Netop denne udmelding er omdrejningspunkt for årets Cirkus Summarum forestilling - og så er dramaet ligesom sat! For hvordan skal de fire cirkusartister, Motor Mille, Onkel Reje, Hr. Skæg og cirkusdirektøren Silja Okking lige greje den? Om vores elskede Ramasjang-venner mon får bugt med kommunens planer, vil jeg ikke afsløre, men kan sige så meget, at de får lidt at se til!

Foto: Agnete Schlichtkrull

Glitter, dans og magi i lange baner

Årets Cirkus Summarum forestilling er et festfyrværkeri uden lige. Fra start til slut får den gas med fantastiske, glitrende (og til tider humoristiske) kostumer, masser af magi og trylleri samt vilde dansere. Forestillingen har virkelig wauw-faktor, der får de små børneøjne til at skinne ekstra klart i cirkuslysets skær. Også på lydsiden får den ikke for lidt: der er skruet godt op for volumen, og publikum holder sig heller ikke tilbage. De mange høje lydeffekter og publikums klappen er dog lidt for meget for min lille medbragte anmelder på 3 år. Hun holder sig for ørerne i hele første akt, men får heldigvis lov til at låne et høreværn til anden akt. Så hvis jeres børn er sensitive overfor høje lyde, er det altså en god idé at medbringe høreværn. Det gør en kæmpe forskel for oplevelsen, og min datter nyder anden akt meget mere!

Foto: Agnete Schlichtkrull

Humor, sang og vild akrobatik

Udover trylleri og magi, byder forestilling også på andre cirkus-discipliner. Motor Mille står for den vilde luftakrobatik, og svinger sig ubesværet rundt i både paraplyer og reb i loftet. Særligt nummeret "Mille tro på os to", baseret på den gamle børne-MGP sang "Annie tro på os to" går rent ind hos os voksne - måske fordi vi kan synge med. Her flyver Motor Mille og den kedelige kommunemand syngende rundt i manegen på en lang stang og laver vilde tricks imens - så sejt! Generelt skal der lyde en stor ros til sangpræstationerne, hvor særligt Silja Okking imponerer med stemmen. Og nå ja, humoren - den mangler i hvert fald heller ikke!

Foto: Agnete Schlichtkrull

Et hit blandt børn og voksne

Komikken serveres både i børne- og voksenhøjde. Ungerne er flade af grin over forestillingens falde-på-halen komik, som når Hr. Skæg ikke opdager, at han har hypnotiseret den kedelige kommunemand eller taber og smadrer ægget, han tror indeholder Kyllingen Karla (ja hun kigger også forbi!). Men også jokes rettet mod det voksne publikum serveres som perler på en snor - lige fra jokes om MitID til sølvpapirshatte, der formentlig vil gå bananas over Onkel Rejes ønske om en tredje brystvorte. Vi elsker det!

Trods min datter synes, at forestillingens lydside var voldsom og de 2 x 45 minutter var lige lange nok, er der ingen tvivl om, at hun nød flere momenter undervejs. Hun både råbte med, når Onkel Reje opfordrede til det, og stak hænderne i vejret, da Hr. Skæg forsøgte at massehypnotisere hele publikummet. Alt i alt en god første cirkusoplevelse, som hun formentlig sent vil glemme!

Aktiviteter på cirkuspladsen. Foto: Caroline Hemmingsen

Leg løs på cirkuspladsen

Husk at I inden forestillingen kan lege løs på den store cirkusplads, der åbner 2 timer før forestillingens start. Pladsen er fyldt med sjove aktiviteter såsom hoppeborge, krea-telt, klæd-ud-tøj,  yoga, skattejagt og meget mere! Se vores miniguide til pladsen herunder.

Praktisk
  • Forestillingen varer 2 x 45 minutter
  • Børn under 2 år anbefales ikke forestillingen
  • Det kan være en god idé at medbringe høreværn til de mindste, da musik og lydeffekter er meget høje
  • Husk I kan lege på cirkuspladsen 2 timer inden forestillingen starter, i pausen og under forestillingen, hvis den bliver for lang for de små
  • Læs mere om Cirkus Summarum
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben