Allerede ved ankomsten til museets foyer herskede der ikke nogen tvivl om, at ny udstilling var rykket ind i den gamle hal. Jeg kunne med det samme ane lyden af børn, der leger og har det sjovt, selvom døren ind til udstillingen endnu var lukket. Den genkendelige lyd var i høj grad med til at øge min nysgerrighed for, hvad der mon ventede mig bag døren - og det skuffede heldigvis ikke.

En sanselig oplevelse

Bag døren åbnede sig nemlig en hel verden af leg. Lyset i de store lokaler var slukket, og så langt jeg kunne se, var der sat svævende skærme op i forskellige størrelser, der spillede hver sin lille film. Der var skruet godt op for lyden på de enkelte værker, og billederne nærmest sloges om min opmærksomhed. Først faldt mit blik på en fransk pige, der hoppede elastik, men hurtigt førte lyden af klap og barnestemmer mig videre til Mexico, hvor der blandt andet blev leget sten, saks, papir og stoledans. 

Genkendelighed på tværs af kulturer

Udover det livsbekræftende og rørende ved at se børns umiddelbare tilgang til det at lege, er det interessante ved udstillingen også den store genkendelighed. Selvom mange af legene foregår i fjerne dele af verden som DR Congo, Nepal, Jordan og Afghanistan, var det meget få lege, jeg ikke ved første øjekast kunne enten genkende eller gennemskue. Det siger meget om børns kreativitet og fantasi, at uanset de ydre omgivelser, finder de på lege, der i regler og rutiner ligner hinanden på tværs af kulturer og kontinenter. 

Leg helt uden legetøj

Et andet tema, der tydeligt går igen i de mange værker, er børnenes opfindsomhed i forhold til at skabe lege ud af helt ordinære elementer. Som for eksempel i Belgien, hvor en gruppe børn leger snegleløb ved at male huset på fire snegle i forskellige farver og så se, hvilken snegl, der først bevæger sig ud af en cirkel, de har tegnet på jorden. Eller i Mexico, hvor et par drenge leger skydespil ved at løbe rundt i solen og skyde hinanden med genskæret fra et lille stykke spejl. 

En spejling af samtiden

Selvom børns leg på mange måder er universel og tidsløs, er værkerne, som jo er filmet over en årrække på 23 år, også et udtryk for forskellige perioder i verdenshistorien. Det bliver særligt tydeligt med et par af værkerne fra 2020, hvor Francis Alÿs var i Hong Kong under lockdown. Her har han blandt andet filmet en pige, der hopper over stregerne ude på vejen med mundbind på, mens et andet værk direkte er kaldt "Pandemic games". 

Kluddermor og appelsindans på vej

Som en særlig del af udstillingen på Copenhagen Contemporary, har Francis Alÿs lavet to helt nye værker, der snart bliver en del af udstillingen. De nye værker er filmet her i København med danske skolebørn, der leger henholdsvis kluddermor og appelsindans.