Bows & Balloons: Børnevenlig café på Teglholmen

Børn i byen har været et smut forbi den gennemførte café, Bows & Balloons, hvor både menuen og atmosfæren er fyldt med glitz and glam, alle regnbuens pastelfarver, enhjørningeprutter og sukkerchok i lange baner.

Foto: Stephanie Mielnicki
18. maj 2023
Af Stephanie Mielnicki

Masser af wow factor

Caféens beliggenhed lige ned til vandet på Teglholmen er i sig selv virkelig wow, men dekorationerne indenfor skuffer absolut heller ikke. Som så mange andre 4-årige, er min datter bidt af alt, der rimer på regnbuer, glimmer og nuttede dyr, så hun fik selvfølgelig julelys i øjnene med det samme. På caféen er der nemlig både ballondyr-hunde i vinduerne, svævende balloner som bordnumre og meget mere. 

Foto: Stephanie Mielnicki

Familievenlig menu med et twist

Menukortet, der byder på sjove retter som "get nuts", "unicorn fart" og "sugarshock rain", indholder alt fra morgenmad og salater til vilde desserter og et bredt udvalg af forskellige drikkevarer. Der er i den grad noget for en hver smag, og jeg er ikke i tvivl om, at samtlige retter bliver serveret i ekstravagante klæder med alt, hvad den kan trække af pastelfarvet service og glitter på toppen. Og for at det ikke skal være løgn, kan man bestille en kaffe med ens eget selfie som latteart. 

Foto: Stephanie Mielnicki

Is, kage og milkshake, tak

Vi havde spist frokost inden besøget, så min datter og jeg gik sukkerchok-amok, og bestilte udelukkende desserter. Det blev til et overdådigt stykke chokoladekage, som set i bakspejlet havde været nok til at mætte os begge to, macarons i flotte farver, chokoladeis med candyfloss på toppen og en klassisk chokolademilkshake. Kagen blev serveret med masser af guld på toppen, og der var strøet glimmer udover vores macarons, inden de blev serveret i den fineste lille glasklokke.

Foto: Stephanie Mielnicki

Det festligste eventlokale

Caféen består af to lokaler, hvoraf det ene bruges som eventlokale. Der var et event i gang, mens vi var på besøg, så vi kunne desværre ikke komme derind og gå på opdagelse, men gennem de store glasdøre kunne vi se de funklende vægge, der lignede én stor diskokugle, et badekar med søde, store bamser i og en masse andet sjovt. Måske vi skal tilbage en dag og kigge lidt nærmere på det hele. Eller måske fejre en 5-års fødselsdag - hvem ved? 

Foto: Stephanie Mielnicki

Klart et besøg værd

Det er altid sjovt at besøge et sted, der er så gennemført som Bows & Balloons. Bare det at træde ind i lokalerne er en oplevelse i sig selv, og alt det vi fik serveret, smagte rigtig godt, og så samtidigt flot ud. Og så er det også et stort plus, at legepladsen ved Sydhavnens Skole ligger et stenkast derfra, og er til fri afbenyttelse i weekenderne, hvor skolebørnene holder fri. Der tilbragte vi et par gode timer efter besøget, hvor der blev brændt lidt krudt af efter vores chokolade-festmåltid. 

Bows & Balloons
  • Teglholmens Østkaj 69, 2450 København SV
  • Åbent lørdag-søndag kl. 10-20
  • Se mere på bowsandballoons.dk
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben