Bemærk at anmeldelsen er fra 2019

ANMELDELSE: SNEDRONNINGEN ★★★★★★

Et 175 år gammelt eventyr vækkes til live

Jeg må indrømme, at forventningerne er tårnhøje, da vi ankommer til Tivolis Koncertsal. Vi skal opleve "Snedronningen" - et af H.C. Andersens mest kendte og elskede eventyr, vækket til live med den russiske koreograf Yuri Possokhov, musiker Oh Land og selveste Hendes Majestæt, Dronning Margrethe, i spidsen. Og jeg kan vist godt allerede nu afsløre, at de høje forventninger bliver indfriet - for wauw en forestilling!

Husker du ikke deltajerne i H.C. Andersens 175 år gamle eventyr, så lad mig kort opridse handlingen. Eventyret følger børnene Kay og Gerda, der er naboer og bedste venner. Men da Kay en dag får splinten fra et knust troldomsspejl i øjet, ændrer alt sig. Kay forføres af den onde Snedronnning og tager med hende til hendes iskolde rige i nord. Gerda må nu ud på en lang rejse for at redde Kay, og skal igennem en række prøvelser, før hun finder sine kære ven. Men kan Kay og Gerdas kærlighed mon overvinde den iskolde Snedronning?

Når alt går op i en højere enhed

Historien om Kay og Gerda udfolder sig i de mest eventyrlige omgivelser, man kan forestille sig; nemlig i et univers af Dronning Margrethes frie håndtegninger, blæst op på store digitale skærme og levendegjort ved hjælp af computeranimation. Sammensmeltningen af Dronningens streger og videoteknologi skaber en helt unik visuel kulisse for forestillingen, som fuldendes af de skønneste kostumer og rekvisitter. Den ene eventyrlige kulisse afløser den anden i løbet af Gerdas rejse, og i en flydende, gnidningsfri strøm udspiller eventyret om "Snedronningen" sig for øjnene af os. De stjernedygtige balletdansere imponerer stykket igennem, og formidler ikke kun handlingen, men også følelser og stemninger til UG. Og så er der musikken - et helt kapital for sig. Mine forventninger til Oh Land var ganske vist høje, men at musikken ville forføre, nærmest hypnotisere mig, havde jeg ikke set komme. Særligt sekvenserne, hvor Oh Lands stemme blander sig med resten af orkestret, er tryllebindende - og virkelig Oh Landsk. Man kan høre og mærke hende i musikken, og som Snedronning drager hun ikke kun den lille Kay, men hele salen med hendes kalden.

En overmenneskelig og allestedsværende Snedronning

Og lad os lige dvæle lidt ved Snedronningen. Den isnende, onde Snedronning, der i skikkelse af Oh Land, dukker op i tide og utide. Dog ikke fysisk på scenen, men som videoprojektioner på de store digitale skærme. At hun aldrig optræder i fysisk form, ophøjer hende til noget overmenneskeligt, nærmest guddommeligt - bortset fra, at hun er helt igennem ond og manipulerende. Ved hjælp af videoteknologien er hun på én og samme tid flygtig og allestedsværende - det er umuligt at indfange hende, og dette gør hende blot endnu mere mystisk og mareridtsagtig. Formidabelt løst!

Isnende skønhed, tilsat et gran humor og små overraskelser

Overordnet vil jeg beskrive forestillingen som en "isnende skønhed" - virkelig smuk og uhyggelig på samme tid. Og så alligevel ikke helt, for forestillingen indeholder også humoristiske elementer. Vi møder flere morsomme karakterer på Gerdas rejse, heriblandt kragerne, der med deres kropssprog, dans og mimik får flere i salen til at le. Det er dog særligt Allan Clausen og Allan Nielsen, der begge spiller kvindelige karakterer, henholdvis bedstemoren og den blomstrede heks, som får et smil frem hos mig. Det er skønt med små muntre indslag, ligesom der indimellem kommer små stilistiske overraskelser. Her tænker jeg særligt på en scene i 2. akt, hvor Gerda besøger en finnekone og hendes samepiger i en glødende varm tippie. Her ændres musik og dansestil radikalt, og vi er som publikum vidner til en rituel dans og hurtige trommerytmer. Et pludseligt moderne pust, man normalt ikke forbinder med poetisk ballet, men som blot vidner om danserne og Oh Lands musikalske alsidighed.

Vi tager oplevelsen med hjem

Der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at jeg er begejstret for den nye opsætning af "Snedronningen" - og udfra de to 7-8 årige piger, der dansede ballet om en af søjlerne i pausen, at dømme, faldt forestillingen også i deres smag. De små gæster så mindst ligeså tryllebundede ud, som jeg selv følte mig, da jeg forlod salen. Min ledsager og jeg nynnede Oh Lands eventyrlige melodier hele vejen hen til vores parkerede bil, og ærgrede os lidt over, at vi ikke kunne smide musikken på højtalerne til køreturen. Med andre ord tog vi oplevelsen af "Snedronningen" med os hjem - og en ting er sikkert: jeg skal læse H.C. Andersens eventyr om at kæmpe for det, man har kært, højt for min datter, når hun engang er gammel nok.