Ribbebørn har designet en ribbe, som passer perfekt ind i ethvert hjem med mulighed for selv at vælge højde, farve og navn. Børn i byen har været så heldige at få lov at teste gymnastikribben, der indbyder til timevis af leg for store og små.
Det er fredag eftermiddag, midt i ulvetimen, da det ringer på døren. Jeg har travlt med en utidig 2-årig, da Glen fra Ribbebørn dukker op på 4. sal med vores nye ribbe under armen - hele vejen fra Fyn. Farven har vi selv valgt ud fra et skema på hjemmesiden, og her en uges tid senere står den simpelthen i vores lille gang på Nørrebro - endnu flottere end vi havde turde håbe på!
Når det kommer til ribber, er sikkerheden selvfølgelig i højsædet, så vi går og banker lidt på væggene i vores 2-værelses lejlighed, for at finde én, der er solid nok til at bære ribben. Jeg har på forhånd udvalgt et par muligheder med min mand, og i samarbejde med Glen finder jeg hurtigt frem til et godt bud inde i soveværelset. Det er nemlig et krav, at ribben monteres på en væg af enten mursten eller beton, og selvfølgelig med de medfølgende skruer og rawplugs.
Det er ifølge Glen virkelig nemt at sætte ribben op - selvom jeg nu var glad for, at han klarede ærterne for mig, inden han vendte snuden hjem mod Fyn for at holde weekend. Den hviler simpelthen bare på gulvet, og monteres så fast til væggen med 4 skruer og tilhørende rawplugs. Hullerne er selvfølgelig allerede klar i ribben, så det er bare at bore et par huller i væggen og skrue fast.
Jeg indrømmer gerne, at jeg havde forestillet mig, at en gymnastikribbe i en lejlighed på 66 kvadratmeter måske ville være lidt voldsomt. Så jeg var vildt imponeret over det færdige resultat - for den passer faktisk virkelig flot ind i indretningen, og fylder jo i princippet ikke ret meget. Vi har den hængende bag en dør, som stadig fint kan åbnes op, og hjørnet i vores soveværelse, der før ikke blev brugt til andet end lidt rod, tjener nu et formål - fantastisk!
Det gør det virkelig til en fornøjelse, at ribben i høj grad kan tilpasses hjemmets udtryk, da man som kunde selv har mulighed for at vælge både højde, farve og navn på ribben. Den findes i 3 forskellige højder, og nærmest et uendeligt antal farver, som man selv vælger ud fra et farvekort på hjemmesiden. Derudover er der også mulighed for at få indgraveret et navn på ribben, så den gøres ekstra personlig.
Vi er endt med at være rigtig glade for ribbens placering i soveværelset, hvor der er godt med gulvplads, så vi nemt kan smide madrasser og puder på gulvet, inden vores datter kravler på eventyr. Vi har fundet på en sjov leg, hvor et af hendes legetøjsdyr kravler helt op i toppen af ribben, og ikke selv kan komme ned igen. Så må hun op og redde dinosauren, elefanten, aben eller hvad der nu har forvildet sig derop. Det er en fest for en 2-årig, der lige skal motiveres lidt, inden hun gider klatre!
Når hun bliver lidt større, forestiller jeg mig også, at det vil være sjovt at klatre op, for at springe ned i de mange puder på gulvet, og hænge til tørre i toppen af ribben. Der er så mange muligheder for både store og små. Der er desuden mulighed for et tilkøbe en pæn bordplade i træ, der nemt kan hægtes på ribberne i den ønskede højde, samt knager, der kan hænges op som I ønsker. På den måde kan ribben både agere skrivebord og bidrage til opbevaring.
Og så kan den endda også bruges af os voksne. For selvom vi kan nå jorden, når vi har fat øverst oppe, kan vi stadig hive os selv op, lave maveøvelser og meget andet - her er det også kun fantasien, der sætter grænser.
Er du interesseret i en ribbe fra Ribbebørn, kan du finde den lige her. Husk at tilpasse de mange muligheder, så ribben passer hjem til dig, og vær opmærksom på, at der er fri fragt i hele Danmark på ordrer over 1500 kr. Virkelig god service!