Åbent Hus - en stor teateroplevelse for de mindste

ANMELDELSE: ÅBENT HUS ★★★★★

Forventningens glæde

Morgenturen gennem byen, der plejer at ende ved min datters børnehave, tog os en tirsdag i august til Riddersalen på Frederiksberg, hvor vi skulle en tur i teatret. Sådan en fridag midt i ugen kan i sig selv føles helt magisk, men denne var alligevel en af de særlige for det lille teater-interesserede menneske. Og allerede ved ankomsten til teatret, blev flere af de høje forventninger indfriet. Vi trådte nemlig ind i den hyggeligste lille børneoase med farverigt pynt overalt, en afslappet stemning, og en klar fornemmelse af forventningsglæde, der strømmede ud af alle de fremmødte børn. Især da forestillingens hovedperson, Ragnhild Kaasgaard, dukkede op i sin store kjole og med små diskokugler i håret, for at hilse på alle børnene og byde velkommen, inden vi i samlet flok begav os ind i teatersalen.

Lad magien begynde

Allerede på vej op ad trappen til salen, mistede jeg min datter af syne, fordi hun var fulgt med Ragnhild, som netop havde sagt, at børnene skulle gå forrest, så de kunne få de bedste pladser. Som sagt, så gjort. Da jeg kom ind kunne jeg spotte min datter på forreste række sammen med en hel vuggestuegruppe og nogle andre børn, mens jeg selv tog plads på de bagerste rækker, da jeg også havde lillebror på 8 måneder med i bæreselen, og hellere måtte holde mig tæt på udgangen i tilfælde af, at han skulle brokke sig undervejs. Stemningen var god, og det var tydeligt, at alle følte sig i trygge hænder med Ragnhild bag roret. Med ét sænkede lyset sig, mens Ragnhild stjal alles opmærksomhed ved at spille på en lille spilledåse, der tydeligt indikerede, at nu var vi i gang!

Grin, gråd og glæde på scenen

Gennem forestillingen blev vi taget tilbage til Ragnhilds 2, 3 og 4 års fødselsdag - først fik hun sit flotte, store dukkehus, så fik hun tøjdyret Hunni, og til sidst blev Hunni pist væk. Med hjælp fra børnene i publikum, ledte Ragnhild og hendes dukke Hans efter hundepotepletter flere forskellige steder i det farverige og fortryllende dukkehus, og prøvede en masse gode idéer af, i et forsøg på at få Hunni til at komme frem fra sit skjul. Det lykkes selvfølgelig til sidst, men undervejs var der mange følelser på spil. Alt fra grin over de sjove påfund og skøre idéer - til magtesløshed og gråd, når intet virkede, og alt så sort ud. Det hele er skildret helt i børnehøjde, og det var tydeligt, at børnene følte alle følelserne sammen med Ragnhild på scenen. Jeg kunne for eksempel flere gange høre min datters latter nede fra første række, samt se hende sidde helt ude på kanten af sit sæde, når det hele blev lidt for spændende.

Også lidt til de voksne

Mens forestillingen selvfølgelig henvender sig til de allermindste, var der flere episoder undervejs, hvor de voksne i publikum brød ud i latter. Oftest fordi Ragnhild diskede op med små aktuelle og humoristiske bemærkninger, der helt diskret fløj hen over hovedet på børnene, men faldt i god jord hos det voksne publikum. Men også den sjove detalje til sidst, hvor Erik Olsen, der styrer dukkerne i dukkehuset, træder ud på scenen i en morgenkåbe og med en kop kaffe i hånden, som om han bare har siddet omme i mørket og slappet af hele tiden.

En mindeværdig oplevelse

På vej ud af teatersalen fortalte min datter om alt det, der var sket med Hunni i det flotte dukkehus. Som om hun ikke anede, at jeg også havde været til stede i salen, fordi hun havde været for opslugt til at ænse min tilstedeværelse. Men det var sødt at høre, hvor stort et indtryk forestillingen havde efterladt hos hende, og hele vejen hjem talte vi om de fjollede ting, der havde fundet sted på scenen. Som Hunnis livret - æggekage med kødben, Ragnhilds misundelsesværdige udklædning og Hunnis fjollede gemmested, der blev afsløret til sidst.