Ved 12-13-års alderen mister en del børn lysten til højtlæsning sammen med en forældre. Men derfor behøver læsetid ikke at være alenetid. Nye former for fælleslæsning vinder frem; read-alongs, buddy reads og læsemarathon. 

Nogen børn kan lide at give sig hen til den introverte læsning, hvor man bare nyder at være i sin egen boble for en stund. For andre børn kan det være en motivationsfaktor, at de læser bøger sammen med, eller parallelt med, jævnaldrende. Hvis dit store barn er typen, der er til den "sociale læsning", så skal du måske indvie barnet i koncepterne her. 

Hvad er read-along og buddy read?

Read-alongs og buddy reads foregår på de sociale medier, ofte Instagram. Men principperne for denne måde at læse på kan sådan set også bruges løsrevet fra de sociale medier, hvis det store barn vil gøre læsningen social sammen med kammeraterne.

Når man inviterer til read-along, vælger arrangøren en bog, og annoncerer hvilken periode og i hvilke bidder, man læser bogen. Det kan være et par kapitler hver dag, som deltagerne så læser parallelt med hinanden. Sideløbende med læsningen deler man sine læseoplevelser online. Det kan være alt lige fra løbende kommentarer, yndlingscitater, eller det kan være livestreaming, hvor læserne mødes online og taler sammen.

Buddy reads fungerer lidt på samme vis. Her læser man bare to og to eller i en mindre gruppe. Man aftaler at læse en bestemt bog og sammen sætter man rammerne for, hvornår og hvordan man udveksler læseoplevelsen med hinanden. Hvor read-along har en arrangør, som deltagerne "tilmelder" sig hos, er deltagerne i buddy read i højere grad fælles om tilrettelæggelsen. 

Hvad med den gode gamle læseklub?

Forskellen på den klassiske læseklub og de sociale læsefællesskaber ligger mest i, at aktiviteterne kan udføres på tværs af geografi, og at onlinemediet giver en fleksibilitet, hvor man kan kommentere, når man har lyst. Det behøver ikke nødvendigvis være mandag aften kl. 19. Desuden falder det mange teenagere naturligt at have denne form for udveksling online. Mere naturligt end at indkalde til en fysisk læseklub. 

Formen virker nok mindre tung, set med teenageøjne, og rykker måske også lidt længere væk fra litteraturarbejdet i skolen, når man flytter dialogen over i en online læsefællesskab. Det, man deler, behøver ikke væer dybe konklusioner eller meget forpligtende, men har ofte en mere emotionel karakter. Man chokeres eller glædes sammen over noget i bogens handling, eller kan ikke udholde ventetiden til næste kapitel.

Læsemarathon

I et læsemarathon gælder det om at læse meget indenfor kort tid. Det kan være 24 timer, hvor man aftaler at holde sig vågen det meste af natten og ser, hvor mange sider, man kan præstere at læse. At holde sig vågen om natten, hvor ens forældre normalt kræver, man sover, er altid spændende og tillokkende. Læsemarathon kan foregå både online eller ved at mødes fysisk og overnatte sammen. 

Nu går vi de lyse nætter i møde og ferietiden, hvor vi skifter gear og tager os tid til noget af alt det, vi går og drømmer om i den travle hverdag. Måske skal dit store barns læsning motiveres af lidt social fælleslæsning? Fælleslæsning kan hjælpe med at fastholde læsningen af en bog. Den kan også være med til at åbne øjnene for andre typer bøger, end dem man normalt selv søger. Det er en god idé at bruge lidt tid på at finde de helt rigtige bøger til fællesskabet.

LÆS OGSÅ: 
★ Læs 20 minutter hver dag
★ Læs højt med din 8-12-årige!
★ Børn vil have bøger - voksne, forstå det nu!
★ Lydbøger til børn

 

For mere info om bogglæde, besøg laeseland.dk, hvor du også kan finde gode bud på bøger til forskellige aldersgrupper.