Trænger du til et afbræk fra babymos og bleskift på din barsel? Pak barnevognen og smut ud i byen og se på kunst! Aarhus gemmer på masser af smukke værker, som du og baby vil elske.

Barselsomvisning på ARoS 

Tril barnevognen mod ARoS, som lokker med en inspirerende kunstomvisning i et babyvenligt tempo. Efter et skud kultur, kan du og din guldklump smutte ned i museets cafe, hvor en sundhedsplejerske står klar med kyndig rådgivning til babylivet. Her er også puslefaciliteter og plads til at amme. Book billetter her.

Tip! Sæt baby i en bæresele, så kan I sammen opleve de smukke udstillinger.


Tour-de-gavlmalerier

Når baby sover sødt i barnevognen, så udnyt tiden til at tjekke Aarhus' smukke gavlmalerier ud. Der kommer hele tiden nye til, så hold godt øje, når du er ude at trille med vognen. 

Tip! Få inspiration til byens fascinerende street art lige her

Foto af gavlmaleriet fra Fiskergade i Aarhus: @lenewulff

Kunst & babyhygge på Dokk1

Rul helt ind under Magic Mushrooms-værket ved Dokk1 under loftet ved P-anlægget og kig op. Den omvendte, imaginære by er en imponerende oplevelse. Storbyen er realistisk gengivet i skala 1:100 og nogle af husene er op til to meter høje. 

Tip! Bagefter kan I smutte indenfor på Dokk1, hvor der er plads til at baby kan tumle, få læst en bog eller deltage i stedets babyevents.

Ned i gear på Moesgaard

Bliv klog på kunst, kultur og menneskets historie på Moesgaard Museum fortalt gennem scenograferede og dramatiserede fortællinger. Husk også at se de smukke værker udendørs. Tjek aktuelle udstillinger lige her

Tip! Tril en tur med vognen i de imponerende omgivelser ved museet, der byder på skov, strand og vand. Her kan du klare hjernen, og baby kan snuppe en lur. 

Udvid horisonten hos Kunsthal Aarhus

Aarhus Kunstbygning er absolut et besøg værd - så pak baby og kom afsted og oplev kunsthallen for samtidskunst, der udfordrer med ny og eksperimenterende kunst af danske og internationale kunstnere. Her kan du og din lille opleve alt fra billedkunst til performance og interaktive installationer.

Tip! Husk at smutte forbi stedets lille butik, hvor du kan finde smukke sager.

 

Fotos: 1) ARoS 2) @lenewulff 3) DOKK1 4) Medieafdelingen - Moesgaard Museum 5) Jimmie Durham, Pagliaccio non son, Kunsthal Aarhus, 2019. Foto: Malte Riis