Julen nærmer sig med hastige skridt, og selvom julen i år måske bliver noget anderledes, end hvad vi er vant til, er der stadig rig mulighed for at finde den ægte julestemning frem! Vi har samlet Aarhus' bedste juletilbud lige her. 

jul i den gamle by

En gammeldags jul

Hvor: Den Gamle By Hvornår: d. 21. november til 3. januar.

Følg juleruten og oplev hvordan vores fejring af julen og de traditioner, vi kender i dag, har udviklet sig gennem de sidste 400 år. Gå på opdagelse i de mange butikker, der byder på julesnacks, julepynt og gode gaveidéer eller tag på julesporjagt rundt i hele byen. Brassbands fra Musikkonservatoriet fylder gaderne med julemusik, lørdage og søndage kl. 12-16, så vi tør næsten garantere, at I bliver tanket helt op med julestemning.

Smag på julens planter

Hvor: Væksthusene Hvornår: se tider og book billet her.

Fra slutningen af november er der ægte julestemning i Væksthusene. Hele familien kan gå på opdagelse i væksthusene og løse sjove juleopgaver eller gå på jagt efter julens planter og krydderier. For de lidt ældre børn og voksne er rundvisningen "Smag på julen" en spændende vinkel på de krydderier og madvarer, vi tager for givet i forbindelse med julen i dag. Slut besøget af med glögg, et lækkert måltid og varm kakao i cafeen og få inspiration til fine julegaver i butikken.

Gratis juleeventyr i midtbyen

Hvor: Strøget Hvornår: lige når det passer jer

Kender I Natureventyr? Hvis ikke, så hent app'en med det samme og giv jeres udflugter et helt nyt lag med et væld af skattejagter i hele landet. Juleeventyret foregår på strøget i Aarhus - kapitel efter kapitel føres I gennem byen, mens eventyret udfoldes og ungerne løser de sjove opgaver undervejs. Så kom afsetd og hjælp nissen Olaf med af finde frem til hvad julen egentlig er. 

Mød Julemanden 

Mød Julemanden i Salling hver torsdag-lørdag i hele december.

Nisselandsby og Julemand i Storcenter Nord hver dag i hele december. 

Topkær Julestue

Æbleskiver, gløgg og juletræer

Hvor: Topkær Julestue Hvornår: 16. november - 23. december kl. 10-18.

Pak hele familien og tank op på julestemningen på Topkær. Gå gennem plantagen og find årets juletræ - her fælder man selv, så der er er rig mulighed for at efterligne Mickey i Disneys Juleshow. Skal I have varmen bagefter, er der lune æbleskiver og gløgg i laden (med god afstand og håndsprit), og så byder Topkær på et enormt udvalg af fint julepynt. 

Juldamper sightseeing

Hvor: Havnepladsen, Dokk1 Hvornår: hver tirs-lør., 20. november - 23. december.

Ohøj! Skibet er lastet med æbleskiver, gløgg og julehygge i rå mængder. Lysene spejler sig i vandet og julemusikken sætten prikken over i'et, mens den fine hjuldamper sejler jer rundt i havneområdet. Måske guiden også har en god historie eller to? Husk at bestille billet.

Herregårdsjul eller skovarbejderjul? 

Hvor: Gammel Estrup og Det Grønne Museum Hvornår: 28. november - 23. december.

Den smukke gamle herregård er pyntet op til jul anno 1918 - pyntede juletræer, sirligt dækkede borde og duft af julebag fra køkkenet. Følg børnesporet rundt i juleudstillingen og få alle de gode historier om julen på herregården eller gå på opdagelse i den dunkle kælder og se om I kan finde alle nisserne. I Skovarbejderhuset i lunden kan man opleve skovarbejderfamiliens jul anno 1930 og i området udenfor, kan I følge "Skovarbejderens Julerute". Kommer I i weekenden, er der julestue, salg af både juletræer og julepynt og julegaveværksted på Det Grønne Museum.

Jul i Friheden

Hvor: Friheden Hvornår: d. 14. november til 30. december. Lukket d. 24-26. december. 

Gå på opdagelse i Friheden, der er pakket ind i over 16 kilometer juleranker og 3.000 udendørs julekugler. Juleboderne byder på både julemad, julelækkerier og et væld af fine gaveidéer. Pjerrot står klar med sit juleshow og i Julemandens by har drillenisserne travlt med at blive klar til jul - nåja, og mon ikke I også kan finde Julemanden der? Når mørket falder på, forvandles området ved søen til et magisk univers, hvor "Nøddeknækkeren" udspilles. 

Iskold underholdning

Hvor: Naturhistorisk Museum Hvornår: Hele december - nogle ting kun i weekenderne.

Et besøg på Naturhistorisk Museum ligger altid op til en masse gode, relevante samtaler om hvordan vores verden egentlig hænger sammen. I december starter samtalen allerede udenfor! Fra den 1. december kan I nemlig se danmarks største isbjerg på 13 tons ilge udenfor museet, og det mest oplagte spørgsmål er nok: Hvor hurtigt tror I isen smelter? Gå på polarskattejagt på museet alle dage eller kom fordi i weekender til naturshows, dissektioner og juleklip. 

moesgaard

Julevæsner på Moesgaard

Hvor: Moesgaard Museum Hvornår: d. 28. november og 5. og 12. december.

Vi er godt på vej ind i den mørkeste tid på året og frem fra skyggerne, dukker uhyggelige væsner op... Det er en tid, hvor det er vigtigt at være artig, for ellers kommer Knecht Ruprecht med kul til dig - eller Perchta sprætter dig op og udstopper dig. Men ikke alle væsner er ondsindede. Kom ud og oplev julens glemte og misforståede væsner! Moesgaards væsenvogtere hjælper med at forstå væsnerne, deres betydning og hvad de har med julen i dag at gøre. 

Obs: Husk at booke din billet på forhånd.

En juletur gennem byen

Hvor: Midtbyen Hvornår: Hele december. 

Tag børnene i hånden og gå en tur under strøgets funklende stjernehimmel. I december er der skruet op for julehyggen hele vejen fra Frederiksbjerg til Latinerkvarteret.

★ Slå et smut forbi Sallings julevindue ud mod strøget og se den vilde legoby i bevægelse! 
★ Spis brændte mandler, churros eller gå på julegavejagt i de små julehuse på Clemens bro og ned til Lille Torv. 
★ Få varmen med gløgg, varm kakao og en lille æbleskive eller tre på en af byens mange hyggelige caféer.

God jul cirkeline

På de skrå brædder

Et Juleeventyr på Aarhus Teater d. 5. november - 20. december. Fra 6 år og op. Læs vores anmeldelse her

God jul, Cirkeline i Musikhuset d. 14. december.

 

Foto: 1) Den Gamle By 2) Topkær Julestue 3) Malte Riis, Tivoli Friheden 4) Moesgaard Museum 5) Musikhuset Aarhus / Kasper Rebien