Selv om december er en dejlig tid med samvær og julehygge, kan ventetiden til den helt store dag, nemlig juleaften, ind i mellem virke lang - måske særligt i år. Heldigvis kan vi gøre nedtællingen både sjovere og mere spændende med masser af juleeventyr i de årlige tv-julekalendere. Vi har samlet et overblik over årets julekalendere 2020 for børn og barnlige sjæle.

'Ramasjetternes jul' på Ramasjang

Man skal stå tidligt op, hvis man vil jule med lige fra morgenstunden, når DR Ramasjang genudsender Ramasjetternes jul fra 2017. Julemandens computer er forsvundet fra Lufthavnen i Ramasjang, og indeholder adresser og ønsker på alle børn i verden. Uden computeren bliver det ikke jul, så ramajetterne og lufthavnens chef går derfor i gang med at lede efter den forsvundne computer, og det sender dem på en tur rundt i hele Europa.

Hvornår: Klokken 7.00 på DR Ramasjang

'Alle tiders jul' på TV2

Hvem husker ikke nisserne fra Rigsarkivet? Der er lagt op til et glædeligt gensyn for store og små med den allerførste af de i alt fire julekalendere, når TV2 viser Alle tiders jul. Drillenissen Pyrus er ved et uheld kommet til at trylle alt, hvad der er skrevet om jul ud af historiebøgerne, og julen er derfor helt forsvundet fra verden. Pyrus og den gamle nisse Gutenborg, senere kendt som Gyldengrød, må derfor rejse gennem bøgerne i rigsarkivet og tilbage i Danmarkshistorien for at rette op på det hele og få julen tilbage.

Hvornår: Klokken 16.00 på TV2

'Nissebanden' på Ramasjang

Der er også lagt op til et glædeligt gensyn med Lunte, Hr. Mortensen, Gemyse og alle de andre nisser, når DR viser den gamle klassiker Nissebanden, som blev sendt første gang i 1984. Julemanden har mistet sit gode humør, fordi der ved et uheld er gået hul på den pose, som han opbevarer det i. Uden sit gode humør vil julemanden ikke uddele gaver juleaften, og det er derfor vigtigt, at hans gode humør bliver genskabt hurtigst muligt. Agentnissen A38 sætter den tophemmelige Nissebande på sagen, og det bliver nu deres opgave at finde det.

Hvornår: Klokken 17.00 på DR Ramasjang

'Sebastians jul' på Ramasjang

Efter Nissebanden er der gensyn med Sebastians jul fra 2010 på DR Ramasjang. Sebastian Klein skal hele december passe dyrene på en bondegård langt ude på landet. Hver morgen vågner han op til nye arbejdsopgaver, som bondemanden har lagt en seddel til ham om i hans julesok. Opgaverne med gårdens dyr er mange og Sebastian får travlt, for hesten skal have nye sko, grisene skal have anden indhegning og gæssene skal sikres mod ræven. Og midt i alle opgaverne skal julemaden selvfølgelig også forberedes.

Hvornår: Klokken 17.30 på DR Ramasjang

'Julefeber' på DR

DR står for årets helt nye julekalender, Julefeber, som er fuld af magi, julestemning og skæve eksistenser. Den 13-årige Bjørn bor med sin far og juleglade lillesøster på Amager. Faren har svært ved at få enderne til at hænge sammen økonomisk, og i ren desperation lejer han lejligheden ud til den skumle fyr Slikpinden. Familien flytter derfor, i al hemmelighed, ind på farens arbejdsplads, Det Kongelige Teater. Bjørn har imidlertid nok i sine egne problemer, for der er begyndt at ske mystiske ting med ham. Når han hører musik, kan han ikke styre sig selv og begynder at danse ukontrolleret, og samtidig er der begyndt at vokse underlige hår ud af øret på ham. Er det mon puberteten, eller er der helt andre kræfter på spil?

Hvornår: Klokken 19.30 på DR 1

'Juleønsket' på TV2

Årets store julekalender på TV2 bliver et gensyn med Juleønsket fra 2015, som handler om Julie, der drømmer om at holde jul med hele sin familie. Men begge hendes forældre har travlt og skal arbejde den 24. december, og hendes storesøster, Mie, skal holde jul med sin biologiske mor i Sverige. Hun sender derfor et juleønske mod himlen, og det bliver hørt af englene, som giver den unge, rebelske engleaspirant Rafi til opgave at få ønsket til at gå i opfyldelse. Det bliver begyndelsen på et stort juleeventyr om mennesker og engle, kampen mellem det gode og onde, familier, venskaber og hemmeligheder.

Hvornår: Klokken 20.00 på TV2

 

 

Fotos: 1) Bjarne Bergius Hermansen/DR, 2) Søren Hartvig/TV 2, 3) Valdemar Vedel/DR, 4) Lars Henrik Ostenfeldt/DR, 5) Christian Geisnæs og Torsten Høgh Rasmussen/DR, 6) TV 2