Vi guider jer her til fine aarhusianske, anderledes Lucia-arrangementer, der løber af stablen på Luciadag fredag den 13. december. 


lucia
Luciaoptog og ballet
Hvor: DOKK1
Hvornår: 13. december kl. 16 
Pris: Gratis 
Nyd det imponerende syn og den magiske stemning, når yndige dansere fra Ballet Akademiet fremfører Luciaoptog og ballet ved Udsigten på DOKK1 den 13. december kl. 16. Det bliver ualmindeligt svært ikke at komme i julestemning til dette smukke syn og yndefulde toner. 

Lucia på dansk
Hvor: Vor Frue Kirke, Aarhus C 
Hvornår: 13. december kl. 18 og 20 
Pris: 60 kr. 
Oplev det fredfyldte øjeblik, når Aarhus U igen i år tager publikummet i Vor Frue Kirke med på en betagende fortælling om smukke Lucia. Under koncerten vil kirken kun være oplyst af enkelte lys, og alle sangerne vil være iført traditionelle svenske Luciadragter. En enestående mulighed for et afbræk fra juletravlheden.  

BørnLuciaoptog til lands og vands 
Hvor: Aarhus Rådhus, Aarhus C 
Hvornår: 13. december kl. 18 
Pris: Gratis 
Glæd jer til det unikke Luciaoptog, når op mod 350 frivillige i alle aldre igen i år oplyser midtbyen med fakler og sang den 13. december fra kl. 18. Optoget vil sammen med blæsere bevæge sig fra Rådhuspladsen ned til Isflagerne ved Pakhus 13 på havnen, hvor mere end 100 kajakroere vil ro ind til havnen i deres oplyste både, og sammen med forventningsfulde børn og voksne synge julen ind. En ny, anderledes og smuk juletradition i Aarhus. 

Luciaoptog i regnbuens farver 
Hvor: AROS 
Hvornår: 13. december kl. 17.30 
Pris: Gratis 
Igen i år kan du opleve det smukke Luciaoptog på Aros, hvor syngende børn bevæger sig fra museets 3. niveau op ad vindeltrappen til 8. niveau, for at ende i regnbuen på toppen, hvor hele Luciasangen fremføres. Uanset om I i forvejen befinder jer på museet eller gaden nedenfor, vil I kunne nyde det smukke syn, når lyset bæres frem i regnbuens farver.

LÆS OGSÅ: Gratis juleoplevelser i Aarhus

Kirke
Luciaoptog gennem byen
Hvor: Strøget, Aarhus C 
Hvornår: 13. december kl. 12 
Pris: Gratis 
Oplev 100 søde og sangglade børn fra forskellige skoler i Aarhus gå syngende gennem byen iført hvide lagner og elektriske lys. Optoget begynder ved Domkirken kl. 12, hvorefter det bevæger sig gennem strøget, for at ende ved julestalden ved Den Katolske Kirke. En bevægende oplevelse, der med sikkerhed får julestemningen til at indfinde sig. 

Luciaaften
Hvor: Skt. Lukas Kirke, Aarhus C  
Hvornår: 13. december kl. 17
Pris: Gratis 
Få en forsmag på julefreden, når Sankt Lukas Kirke inviterer til Luciaaften i børnehøjde den 13. december fra kl 17. Her er både plads til at læne sig tilbage og nyde den fredfyldte stemning og at være en del af kirkens skønne optog. Læs mere om hvordan du tilmelder dit barn optoget her


Fotos: 1. Romeika Cortez 2. Jumpstory