Vi guider til de allerbedste legepladser, som ungerne ikke vil hjem fra og som absolut er værd at køre efter - smør madpakken og kom afsted!

Tisvilde Naturlegeplads - Den skønneste natur

Kør afsted mod Tisvilde og stop ved den skønne naturlegeplads, der ligger i de smukkeste omgivelser. På legepladsen finder I rutsjebane, et skib med klatrenet, legehuse, svævebane og gynger. Her kan der tilbringes mange sjove legetimer. 

Ordrupgaards Kunstlegeplads - En magisk oplevelse

Ordupgaards Kunstlegeplads blev sidste år beriget med endnu to smukke værker - en labyrintisk bambuskonstruktion og et tehus i parkens trætoppe. En magisk oplevelse! Værkerne i parken skal give børn og voksne lyst til at bruge kunsten på en friere måde - her må man både klatre, hoppe og gemme sig i dem! Der er særlige åbningstider for de to nye værker - se mere her.

Obs! Legepladsen er lukket i vinterhalvåret. Genåbner i april 2020. 

Konditaget Lüders - Leg i 24 meters højde

Konditaget Lüders gemmer sig på toppen af et stort parkeringshus i Nordhavn, og ved første øjekast kan I ikke se, at der ligger en stor, fed legeplads på toppen af det 24 meter høje p-hus, men det gør der altså! Her er både trampoliner, klastrespiral, gynger, masser af træningsfaciliteter og selvfølgelig en fantastisk udsigt over havnen og Øresund.

LÆS OGSÅ: De 5 børnevenlige brunch-steder

Hornbæk strandlegeplads - Gyng med havudsigt

Sæt kurs mod Hornbæk og stop ved den smukke strand. Her finder I den fineste strandlegeplads, der ligger helt ud til stranden ved siden af fiskerihavnen. Nyd en gyngetur med udsigt til hav og havn - og køb fiskefrikadeller og is ved havnen, hvis sulten melder sig. Hornbæk strand er en smuk oplevelse med flotte, store klitter og en bred sandstrand, som i sig selv er et besøg værd. 

bondegårdenBondegården - Klap en gris!

Tag til Amager - og besøg den bemandede legeplads Bondegården i Remiseparken. Glæd jer til en stor og attraktiv legeplads med trampolin, klatreborg og en lille soppesø. På legepladsen kan børnene opleve dyr fra en almindelig, dansk bondegård som høns, kaniner, køer, heste, mini-grise og masser af geder, der gerne vil fodres og klappes.

Se også vores lille videoguide:

 

Fotos: 1) Maria Eilsø  2) Ordrupgaard 3+4) Caroline Meldgaard 5) Anders Hviid

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.