Tag familien med på tur, og besøg et af vores nabolandes fortryllende julemarkeder. Her guider vi til 8 hyggelige steder med garanti for julestemning højst en times tid fra enten grænsen, broen eller færgen. 

Nordtyskland

Julemarkeder i Kiel
Den 25. november - 23. december
Med hele 5 storslåede julemarkeder, har Kiel udråbt sig selv som Nordens skønneste juleverden. Tag toget eller bilen til den hyggelige Nordtyske by, og besøg julemarkederne på henholdsvis Rådhuspladsen, Holstenplatz, Asmus-Bremer-Platz, Altstadt og Bernhard-Minetti-Platz. Der er dømt julestemning og smukke lysopsætninger så langt øjet rækker, mens de mange boder bugner af flot kunsthåndværk og lækre forfriskninger i helt klassisk julemarkedsstil.

★ Julemarked i Flensborg
Den 25. november - 31. december
I den charmerende gamle bydel i Flensborg vrimler det med romantiske købmandsgårde, der i anledning af julen er udsmykkede efter alle kunstens regler. Fra gårdene lyder tonerne af levende julemusik, mens klassiske delikatesser som brændte mandler og julepunch fylder luften med de mest julede dufte, man kan tænke sig. Denne juledestination ligger kun et stenkast fra den danske grænse, og er i den grad et besøg værd. 

★ Julemarkeder i Lübeck
Den 26. november - 31. december
Kun en time syd for Puttgarden finder I julebyen over dem alle, Lübeck! Blandt velbevarede middelalderbygninger, toner julemarkedet Altstadt frem i den gamle bydel som Lübecks originale, storslåede julemarked. Wonderland er et nyere tiltag, som byder på alt, hvad små julehjerter begærer - det er nemlig byens børnemarked, hvor man kan både bage og løbe på skøjter. Det tredje og sidste julemarked hedder Märchenland, og ligger ved Mariekirken meget tæt på den populære marcipan-café, Niederegger, som I ikke må gå glip af!

Julemarkeder i Rostock
Den 25. november - 22. december
Færgen fra Gedser sejler nærmest lige til døren, når I skal besøge Rostocks tre legendariske julemarkeder. Ved Kloster Zum Helligen Kreuz, som er grundlagt af den danske Dronning Margrethe I, kan I gå på julemarked i middelalderen blandt både ildshows, øksekast og hekse. Der er eventyr for børn og fantasifulde sjæle på menuen ved Kröpeliner Tor, hvor brødrene Grimms figurer går rundt sammen med julemanden og hans hjælpere. Når lækkersulten banker på, kan I spise jer gennem Schlemmermeile, der byder på over tre kilometers madmekka. 

Sydsverige

★ Julemarked på Frederiksdal
Den 6. + 8. december
Lige over for Helsingør og Kronborg ligger Helsingborg, som igen i år byder på julemarked på Frederiksdal. Det grønne område danner ramme om en stor, flot herregård, som til jul er pyntet op med både lys, gran og kogler. Julemarkedet er et ægte gammeldags ét af slagsen, og der vil være alt fra godter og klassisk skånsk julemad til juletræsdans og nissebesøg på programmet. Glæd jer til et par hyggelige juledage med god, gammel, svensk landidyl for alle pengene!

★ Julemarked på Kulturen i Lund
Den 29. november - 1. december
I hyggelige Lund er der et populært julemarked på Kulturen, som byder på både mad, glögg, luciaoptog, julelys og musik. Der er også mulighed for at gå på opdagelse i smykker, kunst og keramik, som de lokale kunsthåndværkere sælger ud af.

★ Julemarked i Skåne Djurpark
Den 7. - 8. december og den 14. - 15. december
Når I har fundet vej til Skåne, bliver I næsten nødt til at kigge forbi Skåne Djurpark, hvor I kan fejre jul med de mange dyr til parkens spritnye julemarked. Der er både mulighed for at lave julebag i vildmarksteltet, hilse på julemandens rensdyr, ride på pony gennem vinterlandskabet, skrive ønskeliste til julemanden og sige hejdå til ham, når han dukker op til en dans om juletræet. En fantastisk oplevelse for dyre- og juleelskende børn i alle aldre!

★ Julemarked på Katrinetorp
Den 6. - 8. december
Det tager ikke mere end 40 minutter at køre med toget fra Hovedbanegården til Malmø, så det er mere end oplagt at tage en juletur over på den anden side af Øresund. Og når nu I er der, kan I jo besøge Sydsveriges smukkeste julemarked på Katrinetorp. Smag på julestemningen i havecaféen, og gå på opdagelse blandt kunsthåndværk og lokale delikatesser i de mange hyggelige boder. Ved mørkets frembrud tændes fakler og havelys, mens luciaoptoget bringer lys og varme. 

 

Fotos: 1) Holstenplatz - kieler-weihnachtsmaerkte.de 2) Frederiksdal - Anders Ebefeldt Studio-e, Helsingborg Museer