Solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen stiger og stiger, og alle er ved at smelte. Måske det kan lokke med en forfriskende tur i bølgen blå, eller en is til at afkøle familiens store og små? Vi har et par idéer til, hvad I kan lave, når byen steger - både i København og i Aarhus.

VARME DAGE I KØBENHAVN

Havnebadet Islands Brygge
Når hele familien trænger til en dukkert, kan det være en udfordring at finde et badested, der tilgodeser både familiens mindste og største vandhunde. Men et godt bud er havnebadet på Islands Brygge. Der er både et soppebassin for de små, og masser af mulgheder for de store - blandt andet det seje udspringstårn, hvor I kan øve hovedspring og maveplaskere. 

Legepladsen på Langeland Plads
Det kan føles helt uoverskueligt, når temperaturen siger +30 grader, og ungerne plager om at komme på legeplads. Men lægger I vejen forbi Langeland Plads på Frederiksberg, kan I kombinere legepladsbesøget med masser af vandpjask i pladsens store soppebassin. Der er desuden god mulighed for at sole med udkig over bassinet, mens ungerne bader, og så er der toiletter. 

Tag ud og sejle
Når det er varmt udenfor, er der ikke noget bedre end lidt vind i håret og tilfældige vandsprøjt. I København er der heldigvis mange muligheder for at stikke til søs - enten ved at leje en GoBoat, og sejle kanalerne tynde på egen hånd, med en guidet tur i en kanalrundfart til glæde for store og små, eller ved at benytte byens havnebusser, når I skal fra A til B. Ohøj, og god sejltur!

De bedste isbarer i København
Sluk lækkersulten og køl ned på rareste vis med en lækker is. Byen bugner med isbarer, og vi har samlet de 15 bedste isbarer i København til dig lige her. Måske I skal spise jer gennem dem alle og kåre jeres favorit? Det er helt lovligt at spise is både morgen, middag og aften, når det er hedebølge!

VARME DAGE I AARHUS

Endless Connection
På Havnepladsen i Aarhus er der god mulighed for at blive kølet ned på de varme sommerdage. Det sjove - og kæmpestore - springvand Endless Connection giver store og små mulighed for at løbe igennem de mange vandstråler og lege løs i bedste sommer-stil. 

Aarhus Havnebad
Tag til Bassin 7 i Aarhus C, og nyd en afkølende dukkert i Havnebadet! Her kan børn og voksne i alle størrelser plaske løs i junior-, udsprings- og børnebassinet, mens I nyder de mange faciliteter som omklædning, toiletter, små caféer og forskellige madboder, der omgiver badeområdet. 

Ballehage Strand
Aarhus har en lang kystlinje og dermed masser af strande at søge til, når varmen melder sig. Skal I besøge en af byens mest børnevenlige, bør I smutte forbi Ballehage Strand, hvor I samtidig kan tage en tur på Den Uendelige Bro

De bedste isbarer i Aarhus
Snup en is, når familien er ved at smelte i sommervarmen. Hvis det skal være en af byens bedste, kan I frit vælge fra vores liste med de 8 bedste isbarer i Aarhus. Der er noget til enhver smag, både vegansk is, ispinde og klassiske vaffelis med det hele.  

 

Fotos: 1) Copenhagen Media Center, foto: Astrid Maria Rasmussen 2) Endless Connection