Foråret og sommeren byder på masser af børnevenlige festivaler i og nær Aarhus. Der er masser af musik, mad og kultur på programmet, så læs med og bliv inspireret til nye oplevelser for hele familien.

Samsø Festival

Hvem: Alle

Hvor og hvornår: 17.-20. juli på Samsø

Samsø Festival er måske landets mest børnevenlige musikfestival. Ikke alene er der plads til børnene, men der er også et særskilt program til ungerne med et hav af aktiviteter og børnekoncerter. Besøg legeministeriet med hoppeborg, stylter, balancelabyrint og meget mere, se et magisk cirkus med Fish-á-deli Circus eller dans med til de mange koncerter med diverse MGP-stjerner og børnebands.

Food Festival 2019

Hvem: Alle

Hvor og hvornår: 6.-8. september på Tangkrogen

Succesen fortsætter igen i år, når Nordens største madfestival slår telte op på Tangkrogens store græsarealer. Foruden lækker og original mad er der et hav af aktiviteter for store og små. Der er bl.a. et helt område afsat til børn med forhindringsbaner og minitraktorer. Min personlige yndlingsaktivitet er at besøge køerne og de nyfødte kalve, der elsker opmærksomheden fra alle børnene.

GROWOP! Festival

Hvem: Børn i alderen 0-14 år

Hvor og hvornår: 19.-24. september på forskellige spillesteder rundt i Aarhus

GROWOP! festivalen åbnede sine døre for første gang i 2017, hvor de modtog P2-prisen som Årets Nyskabelse. Igen i år byder de velkommen til opera for børn, musikdramatiske oplevelser og en hel weekend fyldt med overraskelser for børn og deres familier i GrowOP! Experimentariet.

 

Fotos: 1) boernekulturaarhus.dk 2) Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum 3) Carsten Hoelstad 4) Christina Smedegaard 5) growopfestival.com