Flere af byens skoler er nyrenoverede og gemmer på skattekister af fede legepladser, som er åbne for offentligheden i weekenderne. Så ta' ungerne i hånden og sæt kurs mod skolegårdene - vi guider jer her.

Guldberg SkoleGuldberg Skole

Adresse: Sjællandsgade 10 2200 København N
Smut forbi Guldberg Skolens indskoling, som ligger i Sjællandsgade ved Simeons Kirken på Nørrebro. Her finder I en lækker, nyanlagt legeplads med fede klatrestativer, stor rutsjebane, små trampoliner og et sejt klatrerør, der nærmest ligner noget fra Flintstones' verden. Der er blødt underlag på det meste af legepladsen, og I finder også basketball- og fodboldbane, hvor ungerne kan spille bold.

SundbyøsterskoleSundbyøsterskole

Adresse: Smyrnavej 7, 2300 København
Sundbyøsterskole, som ligger et stenkast fra Amagerbrogade, er en skøn lege-oase for ungerne. Her kan de små f.eks. slå sig løs på "Jorden er giftig"-banen, rutsje på rutsjebanen og hilse på bjørnefiguren. Legepladsen har også en lille bakke med blødt underlag, som både store og små kan tumle op og ned af. Der er desuden toiletter og en pizzabod lige ved siden af. Mangler I f.eks. kiks eller juicebriks til turen, ligger der også en Rema1000 og Lidl lige ved siden af.

S OGSÅ: De 5 legepladser der er værd at køre efter

Øster Farimagsgade skoleØster Farimagsgades Skole

Adresse: Øster Farimagsgade 40, 2100 København
Øster Farimagsgades Skole er en ældre skole, smukt beliggende indenfor voldene med udsigt til Kartoffelrækkerne og Holmens Kirkegård. Den åbne legeplads ud mod gaden har en superfed og stejl rutsjebane for de modige børn, sjove klatrefaciliteter og blødt underlag. Især det stejle og kuperede terræn vil være et hit hos ungerne. I skolegården på den anden side af bygningen, finder I også et stort gult klatestativ og boldbane.

LÆS OGSÅ: De 5 svævebaner

Strandboulevardens skoleStrandboulevardens skole

Adresse: Strandboulevarden 47, 2100 København
Legepladsen på Strandboulevardens skole på Østerbro er virkelig flot og velholdt. Legepladsen ligger gemt væk fra trafikken på Strandboulevarden, og kan tilgås via. Rosenvængets Hovedvej. Her finder I både klatrestativer, rutsjebane, hængekøje og balancefaciliteter, der er oplagt at lege "Jorden er giftig" på. Der er græs og/eller blødt underlag på store dele af pladsen, og små forhøjninger, der er gode at tumle på for de mindste.

Amager fælled skoleAmagerfælled skole

Adresse: Sundholmsvej 2A, 2300 København
Amagerfælled skole har en vaskeægte "skovskolegård", som er et oplagt udflugtsmål med de lidt større børn. På den hyggelige legeplads med masser af træer og buske, finder I en lang og stejl tunnelrutsjebane samt klatretårne, der er forbundet af forskellige klatrenet. Store dele af pladsen er asfalteret, og har også en kombineret basketball og streetsoccer-bane, hvor der kan spilles bold. Legepladsen har også borde/bænke, hvor I kan nyde en medbragt madpakke, og så kan I også gå på jagt efter betonskulpturer.

LÆS OGSÅ: De 5 indendørs legepladser

 

Guiden er udarbejdet på baggrund af tips fra Børn i byens bruger - tak! :)

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.