Det var med lette nerver på, at min søn gik igennem porten den første dag til Copenhell. For hvilket helvede ventede på os? Og hvordan er det, at være 14-årig festivalgæst blandt heavy rockfans? Læs om det hele lige her.

Caro og Viggo på CopenhellBørn i byen var inviteret af Copenhell

Jeg er vokset op med rockmusik og gigantiske højtalere fra HIFI-Klubben, der fik dørene til at rasle. Min første vinyl var Hysteria med Def Leppard og blev min entré ind i den tunge rock, som jeg har headbanged til op igennem 90’er grungen, og frem til i dag, hvor jeg stadig fyrer den af på luftguitar, når jeg er alene hjemme.

Der er klassikere indenfor alle kulturens genrer, og for mig er det rockmusikkens klassikere, der har den allerstørste betydning. Derfor var tiden kommet til, at min søn på 14 år skulle introduceres til rocken. Og med årets lineup på Copenhell 2022 med de største af de største grundlæggere af den tunge rock, var vejen lagt for 4 dages indføring i rockmusikken for min søn.

Kirke CopenhellKirker, kors og død

Det første, der møder os, er en sort kirke og en mur af larm. Og sortklædte mennesker, mange med rygmærker, overalt i et inferno. Inde i mængden af mennesker falder skuldrene lidt ned, for det er ikke farligt. Folk er glade, virkelig glade – stemningen er høj på energi, men der er smil og god plads til alle. Den sorte kirke er en bar og kutteklædte sorte skulpturer tordner op, blandet med skeletter, dødningehoveder og kors. Overalt er scenografien med dødstema virkelig gennemført. Bodernes navne er tilpasset dødstemaet, vi ser VeganHell og FalafHell – vi er i helvede, men det er et virkelig underholdende og mildt et af slagsen!

SmadrelandSmadreland og motocross

Hvis man tænker, at Copenhell kun er koncerter, så rammer man ikke plet. På vores vej rundt på festivalen, kommer vi forbi det ene skøre, sjove og underlige event efter det andet, og min søn siger: ”Det skal vi også ind og se!”.

På vores vej hen for at se det legendariske ”Smadreland”, kommer vi forbi et vanvittigt motocross-show, og når lige at se et loop i luften, inden vi er videre til området, hvor der skal smadres. For ”Smadreland” er kort og godt et sted, hvor gamle biler, rust og metal bare skal have en ordentlig omgang med en hammer. Lyder det sygt? Det er sygt sjovt at se på ifølge min søn og den tætte rand af mennesker, der kigger med.

Star warsCopenhell ConSpilmekka for nørder

Copenhell har i år også udvidet med det nye område ”Copenhell Con", som samler spilnørder om arkadespil, tegneserier, superhelte og brætspil. Copenhell Con bliver for os en underholdende pause fra musikken, hvor vi side om side med udklædte fantasynørder og rollespilsfreaks dykker ned i tegneserier, spøjse film i den lille biograf og en god gang arkadespil, som folkene bag BipBip bar på Nørrebro står for. At dømme efter det tætpakkede område, er vi tilsyneladende ikke de eneste, der syntes godt om det nye spil-mekka, så mon ikke det er er at finde igen på Copenhell 2023?

Rockens legender - Metallica

Og nu til musikken. På første festival dag starter vi ud med Dizzy Miss Lizzy i eftermiddagssolen og finder en god plads på bakken - den perfekte naturlige tribune i det virkelig seje industrielle område. Når man har børn med, er det rart at området er åbent, og at alle kan finde en plads på bakken med udsigt til scenen. Den ikoniske Copenhell ulv stirrer ned på os, og min søn synes, her er virkelig sejt. Dizzy Miss Lizzy går måske ikke under huden på os, men det er en god opvarmning, for festivalens hovednavn Metallica, skal spille senere på aftenen.

Vi er klar og har forventningerne helt i top, når Metallica lægger ud på dansk - 1-2-3-4, koncerten er i gang med tung, præcis og gennemført rock. Vi er i gang med én af de vigtige klassikere. Vi kender mange af numrene, og det er en stor oplevelse, men oppe fra bakken, hvor vi står langt fra scenen, oplever vi ikke, at Metallica leverer på en særlig indlevende måde. Alligevel er vi begge godt tilfredse, da vi forlader festivalpladsen sent efter koncerten – for det er jo episk i sig selv at opleve legenderne live.

CopenhellFællessang og growling

På dag to er vi klar til en ny omgang rock, og når inden Judas Priest forbi karaoke teltet ”Biergarten”, hvor husbandet spiller til festivalgæsternes vokaler. Hvis nogen har savnet festivalstemning igennem de sidste to års nedlukning, så vil jeg anbefale et smut forbi Biergarten. Hvilken stemning! Alle steder står folk på borde og bænke og skråler med på heavy-klassikere. Der bliver growlet og headbanget i et virvar af unge og gamle heavyfans. Og kan min søn klare det? Han synes det er det sjoveste sted på hele festivalen og bliver ved med at spørge, om jeg ikke vil synge et nummer på scenen. I think not, men hvor er det fedt, når feststemning og musik er så smittende på tværs af alder.

Judas PriestJudas Priest

Til Judas Priest står vi klar og har denne gang stillet os tættere på scenen, så vi kan få syn for legenderne, ikke kun på storskærmene, men direkte og tæt på. Hold nu op, hvor de er massive, og fyrer den af. Der bliver leveret tung rock, når det er allerbedst, og særligt Rob Halfords vokal fanger os med sin fylde og styrke. Det går helt ned i maven, og jeg får vist min søn, hvor længe jeg formår at headbange. Helt præcist – hele vejen igennem Judas Priest koncerten. Det gør ondt i nakken dagen derpå, men det var det hele værd. De +70-årige herrer er så meget klassikere, at man ikke kan lade være med at smile. På et af de sidste numre kører forsangeren Rob Halford ind på en Harley og synger de sidste sange på den. Om det er for meget? Det synes hverken min søn eller jeg, at det er. Han kan bære det, og kæmpe respekt for det!

Heavy-fællesskab

Vi er godt varmet op til Kiss, der allerede på forhånd har annonceret at koncerten bliver deres sidste i Danmark. Vi når dog lige forbi merchandise teltet, hvor min søn får sig en Copenhell hoodie, for nu er han nede med the dark side og vil gerne være en del af crowden. Copenhell kan nemlig skabe et fællesskab, som ingen andre festivaler kan. Dødsmetal er ikke kun musik, det er en livsstil og en bevægelse, og ved at iklæde sig rygmærker og Copenhell merchandise, føler man sig endnu mere som et fællesskab. Og mig? Jeg har selvfølgelig min gamle Copenhell hoodie fra et af de andre år på.

Kiss koncert CopenhellKiss – det vildeste show 

Ligesom Metallica fik støvsuget hele festivalpladsen, er samtlige festivalgæster også samlet foran scenen til Kiss. Til trods for de store menneskemængder, lykkes det os at få plads næsten helt oppe foran, og min søn føler sig ikke på noget tidspunkt presset eller klemt af den massive flok. Og hold nu op for en crazy, vild, legende, vanvittig og helt igennem fantastisk koncert. Ild, konfetti, balloner, fællessang, blod ud af munden, konstant rækken tungen og forsangeren Paul Stanley, der  fires ud på et plateau ved hjælp af en svævebane. Det er nok mere showet end musikken, vi kommer til at huske koncerten for, men som min søn siger, da vi forlader festivalpladsen: ”Hvis jeg er som dem, når jeg er 70 år, så er jeg rimelig tilfreds”. En vildt gennemført afslutning på en 50 års karriere.  

Så skal der knækkes nakker

På festivalens tredje dag er det tid til, at min søn skal opleve den danske rocklegende D-A-D, og selvom han kun kender ”I’m slepping my day away”, er forventningerne helt i top. Om det var fordi setlisten var bestemt af publikum, eller de meget lange guitar-soloer ved jeg ikke, men musikken går ikke helt under huden på os. Til gengæld går vi all in på at danse, og kommer så tæt på, at vi bliver omringet af headbangende fans, der i en lind strøm crowdsurfer deres vej mod scenen. Den gode stemning smitter af, og vi har en del sjov med at undgå at få fødder i hovedet, når endnu én surfer henover hovedet på os. Helt sikkert ikke en oplevelse for mindre børn, men for en stor teenager, er det virkelig underholdende.

På vej mod udgangen efter D-A-D kommer vi forbi et sandt headbanging mekka til koncerten med danske Svartsot – et mix mellem heavymetal og folkemusik. Deres skæve folkeviser leveres med en blanding af jysk bondeaccent og growling, og går lige i vores system - så da forsangeren på sidste nummer opfordrer publikum til at ”knække nogle nakker” går vi all in.

Livemusik 4ever

Selvom vi har store højtalere hjemme i stuen, så er der intet anlæg, der kan hamle op med live musik. Med fire dage på Copenhell har min søn fået den tunge rock helt ind under huden. Målet er nået. Han har heavy klassikerne i årene og har oplevet, hvad live musik kan - og at det endda er ganske ufarligt at stå helt tæt på scenen som 14-årig. Han har Copenhell hoodien på i skole i dag, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang han har været til heavy-metal koncert på Refshaleøen.

Fakta – Copenhell med børn

Selvom der var både fulde mennesker og intens larm til Copenhell, befandt min søn på 14 år sig fint på alle festivalens områder – også i de sene timer. Jeg ville ikke lade ham færdes alene, men så længe unge mennesker følges med voksne, er det en tryg oplevelse at have dem med. For familier med mindre børn, har Copenhell en række anbefalinger til hvordan man bedst færdes til festivalen:

Børn frarådes på festivalpladsen efter kl. 20:00.

Børn frarådes generelt i og omkring Biergarten-teltet hvor lyden er høj.

Vær opmærksom på omgivelserne, og fjern børn fra fx moshpits eller stærkt berusede personer.

Husk høreværn til både store og små børn, og bevæg jer væk fra scenehøjttalere, hvis lyden opleves for høj.

Sørg for at børn kan finde Infoboden på festivalpladsen, så de kan henvende sig her, hvis de bliver væk fra deres vokse. 


 

-