Fyld weekenden med de hyggeligste juleoplevelser for hele familien. Caro giver jer her sine 5 favoritter.


Hent årets juletræ

Der er altså noget hyggeligt ved at trække i støvler, tage på landet og hente sit eget juletræ! Tjek aabentlandbrug.dk, der gør det nemt at finde vej til den lokale juletræsproducent - her finder I nemlig et kort, der viser hvor i landet man kan fælde og købe sit eget juletræ. Flere af juletræsproducenterne viser også gerne deres stalde frem, så I kan se, hvordan dyrene bor om vinteren og høre om jul i stalden.


Julestjerner på Brorfelde Observatorium

Den 8. december byder Brorfelde Observatorium inden- og udenfor til en hel dag fyldt med julehygge og stjernestunder i astronomiens, geologiens og naturens ånd. Det hele krydres med dans og musik rundt om juletræet samt mulighed for at udforske nattehimlen, hvis vejret tillader det. Det koster 50 kr. pr. person. På dagen er der også et særevent med Wikke og Rasmussen - dette event koster 150 kr., og der er et begrænset antal billetter til salg.


Avedørelejrens julemarked

På søndag den 9. december kl. 10-15 inviterer Cirkusmuseet indenfor til Avedørelejrens julemarked! Her vil der være masser af underholdning for børnene, bl.a. gøgl, skattejagt og rideture på islænderheste, og så kigger selveste Julemanden også forbi. For de voksne vil der være over 80 stader med alt fra vin, smykker, strik og nisser til slagtervarer. Der er fri entré.


Julekalendere på Frederiksborg Slot

Oplev dukkerne fra Jullerup Færgeby, Iselins kjole, Nissebandens spisebord og meget mere på Frederiksborg Slot! Igen i år udstilles en perlerække af Danmarks Radios julekalendere nemlig på slottet. Her kan I opleve kostumer og rekvisitter folde sig ud i tre af museets pragtrum, og I vil også kunne gense et stort udvalg af Børnenes U-landskalendere, som børn har åbnet låger i siden 1962.


Luciaoptog på Vesterbro

På søndag den 9. december kan I komme til fællessang i Mariakirken på Vesterbro. Herefter drager nattens længste Luciaoptog gennem Vesterbros gader, og hele familien er selvfølgelig velkommen til at følge med. Cirka kl. 18 ender optoget i Sct. Matthæus Kirke og afslutter med varm gløgg og småkager.

 

Caroline meld

Caroline Meldgaard - stifter af børnibyen.dk - guider hver uge Københavns børnefamilier til sjove, hemmelige, særlige og anderledes aktiviteter for børn i byen.

Fotos:
1. Aabentlandbrug.dk
2. Brorfelde Observatorium
3. Avedørelejrens Julemarked
4. Jullerup Færgeby af Helge Jensen
5. Romeika Cortez