Fredag den 10. november 2017 slår Tivoli Food Hall dørene op til et nyt madmekka midt i København. Børn i byen har tyvsmagt på lækkerierne, og giver jer her en guide til madmarkedets mest familie- og børnevenlige spots. Glæd jer!

Bobba
Børn i byen har været til pressemøde hos Tivoli Food Hall, der er placeret i stueetagen i det spritnye og 6000 m2 store Tivoli Hjørnet. Madmarkedet vil være åbent alle ugens dage, året rundt og får både ind- og udgang fra gaden og Haven. Tivoli Food Hall består af 15 madboder, og vi garanterer, at der vil være noget for hele familien. Vi har håndplukket de bedste børnevenlige madboder til jer lige her.

Gorm pizzaPizza når det er bedst
Pizza, og især Gorm's, er et hit hos både store og små. Med de ultratynde bunde, den luftige skorpe og lækre topping går man aldrig galt i byen. Pizzaerne kan både nydes på stedet, eller tages med to-go. Da barstolene er lidt høje og pladsen trang, anbefaler vi, at I tager dem hjem eller nyder dem på Food Hall'ens store terrasse ud mod Tivoli.

Cock BobbKøbenhavnske og bornholmske burgere
Alle børn elsker burger og fritter - og dét har Tivoli Food Hall heldigvis skrevet sig bag øret. På madmarkedet finder I nemlig både den københavnske burger-kæde Cock's & Cows og den bornholmske grillbar BobbaBella. På Cocks & Cows serveres alt fra klassiske bacon-cheeseburgere til burgere med friturestegt mozzarella, de lækreste fritter og cheesecake til dessert. Bobbabella, der er bornholmsk for troldebørn, har også burgere, fritter og nuggets på menukortet. Bobbabella er michelinrestauranten Kadeaus første grillbar, men bare rolig, priserne er helt standard, og børn er mere end velkommen! Grillbaren har endda to specielle børnemenuer til 65 kr. pr. stk., som børnene kan få med i en sjov "trolde-happy-meal".

Californisk mexicanskZocalo
Californisk mexicansk lyder måske ikke så børnevenligt, men når kæden Zócalo serverer "fresh happy mex", som de kalder det, kan børnene også være med. Kæden har haft stor succes i Sverige, og er den første af sin slags i Danmark! Stedet laver bl.a. retter til de mindste (fra 49 kr.) på bestilling, og kan nydes af børn op til 12 år.
Og så laver de den lækreste guacamole, som serveres med tortillachips.

Gló Rawcake
Sunde, islandske lækkerier
Gló
er et islandsk, økologisk madkoncept, som har fokus på sunde måltider med salater som signaturret. Her kan børnene få en Childrens Bowl (op til 8 år) med pasta, kylling, søde kartofler, mango og tzatziki til 49 kr., og hvis lækkersulten melder sig, skal I absolut prøve Gló's peanut-rawcake, MUMS siger vi bare!

RiccosTil dig på farten
Var det noget med en sandwich, croissant eller latte to-go? Tivoli Food Hall har indrettet både en Retreat, Riccos og Brødflov i den del af madmarkedet, som vender ud mod Bernstoffsgade og Hovedbanegården. Så er du på farten med barnevognen eller junior i hånden, er disse et godt bud på et skud energi.

Psst: Tjek også alle de andre lækre madboder! Chicks by chicks har f.eks. også en børnemenu.
Læs mere om Tivoli Food Hall.

ÅBNINGSTIDER:
Uden for Tivolis sæson: søndag-torsdag 7-21 og fredag-lørdag 7-23
I Tivolis sæson: søndag-torsdag 7-23 og fredag-lørdag 7-24

Tivoli Food Hall er åben for alle og kræver IKKE entré-billet.

Fotos: Alberte Cornelius

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.