Mortilmernee
Hjemme hos Louise, der er kvinden bag bloggen Mortilmernee.dk, bliver der virkelig gjort noget ud af døtrenes børnefødselsdage. På bloggen kan man følge med i, hvordan Louise forbereder fødselsdagsfesterne med overdådig pynt og sjove, anderledes aktiviteter. Her har Børn i byen spurgt hende om alle strabadserne og tankerne bag - måske du får inspiration til guldklumpens næste fest?


mor- I PYNTER SÅ FLOT OP TIL BØRNEFØDSELSDAG. HVOR KØBER I PYNT HENNE?
Jeg køber det meste af pynten i Tiger og Søstrene Grene. Nogle gange finder jeg også noget på nettet forskellige steder, men det er kun når jeg er ude i lidt for dårlig tid, og de to førstnævnte ikke lige har så meget på hylderne, som jeg gerne vil pynte med.

- HVORFOR HAR I VALGT AT GØRE SÅ MEGET UD AF FØDSELSDAGENE?
Her i huset går vi jo all in på det dér fødselsdag. Det er egentlig ikke noget, jeg sådan gik og planlagde og drømte om, da jeg blev mor - det blev ligesom bare noget, vi gjorde - og fortsat gør. Vi startede klart nok med vores ældste, Merle, og lillesøster Neel har jo været med til fødselsdagene, så nu hvor hun er startet i skole, skal vi naturligvis gøre det samme for hende. Merles fødselsdag ligger i oktober, hvor man har en smule mere energi til at feste og pynte, end man har på Neels fødselsdag i starten af januar - lige efter julen og nytåret. Men det er der ikke noget at gøre ved, for vi skal selvfølgelig gøre lige så meget ud af det her.
Vi pynter virkelig meget op; flag og balloner samt confettei kanoner er faste indslag på vores fødselsdage.

LÆS OGSÅ: De 5 kager til børnefødselsdagen

mortil- HVAD HAR VÆRET JERES TRE MEST VELLYKKEDE FØDSELSDAGS-AKTIVITETER?
I efteråret 2017 lavede vi et rigtig godt tema til Merles fødselsdag; det var midt i Halloween tiden, og vi kom derfor på den idé, at pigerne skulle lave græskarlygter. Min mand, Jesper, er tømrer, og han fiksede derfor et meget langt bord, hvor alle pigerne kunne sidde ved. De er 16 piger i Merles klasse + lillesøster Neel, så det er ret mange i vores lille hus. Men vi pyntede op og indkøbte 20 græskar (så der var et par stykker til at fejle af). Jesper byggede også hylder til vores vinduer, så de lysende græskarhoveder stod i vinduet, når forældrene skulle hente. Det var absolut en af de hyggeligste fødselsdage vi har holdt. Pigerne var så seje de var og gik til græskar-udskæringen med meget stor entusiasme. At vi ryddede op i flere timer end selve festen varede, det var så lidt træls, men alligevel det hele værd.


Til Neels fødselsdag i januar i år havde Jesper igen tænkt lidt ud af boksen. Der skulle laves skattejagt, og det prøvede vi at tænke lidt anderledes. Jesper havde derfor samlet de dér små gule beholdere, som ligger inde i Kinderæg. Inde i dem havde han tegnet et lille bitte skattekort. Den gule beholder blev puttet ind i en ballon, som blev fyldt op med hellium. Ude i haven havde han så bundet ballonerne fast rundt omkring og tændt bål. De små piger skulle så springe en ballon for at få et lille skattekort, for til sidst at finde sin slikpose. Det var altså også ret succesfuldt.

MortilmerneeDerudover må jeg sige, at confetti kanonerne ALTID er en succes! De kickstarter altid lige den gode stemning.

- HVAD ER DET VIGTIGSTE FOR JER, NÅR I HOLDER EN BØRNEFØDSELSDAG?
Det vigtigste er, at vores piger synes de har en god dag. De er altid med til oppyntning og planlægning og glæder sig HELT vildt. Det gør bare, at man også godt gider yde en indsats. Jeg indrømmer gerne, at jeg selvfølgelig også selv elsker det her oppyntning. Jeg går altså ikke af vejen for en feststemning! Der plejer at være ret stor begejstring for vores fødselsdage, og det glæder os naturligvis, når vi nu ligger sådan ret meget energi i det.

TIP! Bliv inspireret af Louises flotte fødselsdagsbilleder og beskrivelser på hendes blog mortilmernee.dk og Instagram profil mortilmernee.

Fotos: Louise Johansen

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.