Børn i byen har besøgt den finurlige og tankevækkende udstilling 'Vores Verden' på Naturhisorisk Museum i Aarhus. En udstilling der forsøger at sætte ord på FN's 17 komplekse verdensmål på en finurlig og eventyrlig måde, så både børn og voksne forstår dem.  

Isbjørn
For hvad betyder FN's 17 verdensmål egentlig? Hvad har de af betydning for os? Og hvordan kan vi være med til at skabe en bedre verden? Det har Naturhistorisk Museum sammen med multikunstneren Shane Brox, kendt fra Shanes Verden på Ramasjang, sat sig for at udforske.

Udstillingen foregår på museets anden sal, hvor en verden lavet af genbrugsmaterialer udfolder sig. På podiet ved indgangen står to høns: En fed og en mager. Dette er Shanes visuelle bud på det første verdensmål: Afskaf fattigdom. Herefter følger de resterende 16 verdensmål kronologisk. De første 6 foregår i naturen, derefter bevæger man sin ind i byen og det industrielle og til sidst til Arktis og hjem igen. Rammerne rundt om udstillingen er kulsorte, og de karakteristiske farver som iskold-blå og ild-rød præger udstillingen på en stemningsfuld måde og minder hele tiden én om klimaændringerne og verdens helhedsbillede. 

Ikke kun for børn 
Men selvom udstillingens formsprog er legende og barnligt, er den ikke kun henvendt til børn. Gennem sine finurlige tableauer og kreativitet, formår Shane at nå ud til alle på tværs af aldre og generationer, der får tankevækkende perspektiver og redskaber til at sætte ord på svære emner. Gennem hele udstillingen er der også referencer, som formentlig går henover hovedet på børn. Referencer som forældre måske i højere grad forstår og kan italesætte sammen med barnet. F.eks. står der i begyndelsen af udstillingen en udstoppet ræv med et kuld mus på ryggen, som symboliserer offentlig transport. Sådanne referencer er der udstillingen igennem, det er bare om at finde og fortolke dem. 

Udstoppet dyr
En mangfoldig og forandrende udstilling 
Adskillige frivillige har hjulpet med tilblivelsen og udviklingen af udstillingen, bl.a. aarhusianske SFO'er og besøgende, der i efterårsferien lagde vejen forbi museets workshop. Men selvom udstillingen er spækket med fascinerende, nuttede og kreative elementer lavet af genbrugsmaterialer, er den altså langt fra færdig. For ligesom den virkelige verden, er 'Vores Verden' også under konstant forandring og udvikling. 

Derfor inviterer udstillingen alle børn og deres voksne ind i arbejdsområdet i udstillingens midte, hvor man ved brug af plastikskruelåg, tomme toiletpapirsruller og gamle æggebakker, kan bygge finurlige kreationer som insekter, fisk og blomster, som har mulighed for at få en plads i udstillingen. Således håber museet, at kunne gøre udstillingen endnu mere kreativ og mangfoldig.

Fisk
Jeg synes i den grad, at udstillingen lykkes med at fortolke FN's 17 verdensmål på en kreativ, opløftende og sjov måde, og formår med sin umiddelbarhed og humor at skabe dialog mellem børn, forældre og bedsteforældre. Udstillingen kommer ikke med løsninger på verdensproblemerne, men inspirerer til mere ansvarlige valg i hverdagen, som kan have en stor effekt på fremtiden. Og på den måde er verdensmålene ikke kun FN's - men vores alle sammens. 

Genbrug
Udstillingen slår dørene op onsdag den 13. november 2019 og kan opleves indtil oktober 2020. Du kan læse mere om udstillingen her


Fotos: 1), 3) og 4) Naturhistorisk Museum Aarhus, 2) Julie Hedelund