Gerdas rejse er langt fra et almindeligt teaterstykke. En tur i teatret byder i denne omgang på en sanselig oplevelse gennem et smukt vinterunivers, der formår at fascinere både børn og voksne.

Det første der sker, når du træder indenfor hos det hyggelige Teater Refleksion er, at du bliver bedt om at aflevere sko, tasker og jakker, for derefter at tage de smarte, sorte strømper på, der ligger i kurven foran dig. Allerede her øges spændingen lidt, da jeg simpelthen ingen idé har om, hvad der nu skal ske. Den store undring og nysgerrighed ses også tydeligt afspejlet i ansigterne på børnene, som heller ikke er klar over, hvilket vintereventyr der venter os.

Det står nu klart, at det her ikke er den slags teater, man normalt forbinder med ordet. Snarere er det en hemmelig og mystisk oplevelse, som venter forude. Der er hverken gjort brug af manuskript, scenografi eller skuespillere – ja, faktisk er alle de karakteristika, der normalt kendetegner teatret slet ikke til stede. I stedet optræder man selv som en del af fortællingen, og det er op til en selv at fortolke handlingsforløbet - hvilket slet ikke er så svært, som det lyder. Lige så snart man træder ind i et rum, bliver man ramt af utallige indtryk og sanseoplevelser.

Troldspejlet splintres

Gerdas rejse er baseret på H.C. Andersens eventyr, Snedronningen, hvor pigen Gerda bevæger sig ud på en rejse for at finde sin ven, Kay, der er blevet forhekset af troldspejlet og nu befinder sig hos den onde snedronning. I eventyret smadres troldspejlet i tusindvis af stykker, og får et menneske en stump i hjertet, mister man livsglæden, hvilket er, hvad der skete med Kay. Denne del af eventyret fremgår tydeligt i forestillingen, da de mange spejlsplintre er din guide gennem rejsen.  

Efter sokkerne er taget på, bliver vi delt op i hold og skiftevis sendt ind i vinteruniverset. Man må ikke tale på rejsen, hvilket virker lidt skørt, men på en eller anden mærkelig måde forstærker det den sanselige oplevelse. På rejsen, der varer ca. en 1 time, bevæger vi os fra rum til rum gennem labyrintiske stier. Vi kommer gennem vinterhaver, birkeskove, huler og isgrotter, som hver især giver anledning til fordybelse og undring. Efter man har været i et rum i et stykke tid, spilles der en melodi, som signalerer, at vi nu skal videre af den nu oplyste spejlsti.

Rejsen gennem vinterlandet

Teaterforestillingen, som måske nærmere kan betegnes som en interaktiv kunstinstallation, betager en fra første øjekast. Det er næsten overvældende at træde ind i rummene, fordi man bliver ramt af smukke kunstværker, lysinstallationer og kraftige dufte, der sammen med lydeffekterne, sender sit publikum til en hel anden verden.

En ting man skal være opmærksom på er, at fortællingen ikke egner sig så godt til folk med gangbesvær, da der på rejsen skal bestiges stejle trapper og kravles på alle 4. Til gengæld hitter det hos børnene, der kan ligge ned og kravle rundt blandt udstillingerne i deres egen fordybelse. Selve fortolkningen af stykket kommer nok nemmest, hvis man på forhånd har et kendskab til H.C. Andersens eventyr om snedronningen, men det er langt fra et krav for at kunne nyde forestillingen og tilføre det sin egen mening.  

Forestillingen er en sand oplevelsesrejse med masser af mystik og forunderlighed, der med sikkerhed vil betage både store og små. Helt fra start får man alle sanser i brug, og spændingen er tydelig i uvisheden om, hvad der nu skal ske. En ting er sikkert; når man kommer ud på den anden side, er man en fantastisk oplevelse rigere.

Børn i byen giver forestillingen 4,5 ud af 5 stjerner

 

"Gerdas Rejse" kan opleves på Teater Refleksion frem til den 19. december 2018

Læs mere og bestil billetter HER

 

Fotos: Teater Refleksion