”Nissepatruljen” har alt, hvad en julemusical har brug for. Både børn og voksne bliver inviteret ind i et eventyrligt og magisk univers fyldt med spænding og overraskelser.

Glassalens glimtende lysekrone forsvinder op i loftet. Den karakteristiske kimen fra teaterklokken har for sidste gang kaldt publikum til deres pladser. En Tivoli-kontrollør giver tegn, og lyset dæmper sig. Et juleeventyr skal til at begynde.

Allerede inden forestillingens start spreder julestemningen sig i kroppen, når man bevæger sig gennem et juleduftende Tivoli, der for tyvende år i træk danner en helt perfekt, eventyrlig ramme for Eventyrteatrets julemusical.

Ole Mortensen i samarbejde med Tilsted & Co

”Nissepatruljen” er et juleeventyr der har det hele: Nisser, skurke, sang, dans, spænding, kærlighed og humor. Og det er virkelig skønt at opleve et twist af den klassiske julefortælling. Her kan du blandt andet opleve julehadende nisser, der både kan rappe og danse salsa.  

Nissepatruljen: Fortællingen kort fortalt

I julemusicalen møder vi de tre julehadende nisser IQ, BB og Funny, der drager ud på en farlig mission. De skal finde Den Magiske Gavesæk, som julemanden har tabt ned i Den Forbudte Zone, der ligger midt i nisseland.

Ingen ved, hvad der gemmer sig i Den Forbudte Zone, men sikkert er det, at det ikke er ufarligt at bevæge sig derind - og hvis ikke Gavesækken bliver reddet ud af Zonen, må julen aflyses.

Julemanden lover de julehadende nisser, at de må smide deres nissehuer og ikke behøver at være rigtige nisser længere, hvis de gennemfører missionen. De drager derfor sammen afsted mod Den Forbudte Zone for at finde Den Magiske Gavesæk, så julen kan reddes.

Ole Mortensen i samarbejde med Tilsted & CoSkarpe sangstemmer og stærke karakterer

”Nissepatruljen” fører både børn og voksne ind i en fortryllende og magisk verden takket være de unge skuespiltalenter, der leverer en bundsolid præstation. Deres skarpe sangstemmer giver gåsehud, og det er imponerende, hvor dygtige de er til at lade karakterernes personligheder komme til udtryk.

Hele Glassalen rokker med på de fængende sange, hvis melodier og tekster rammer julehjertet spot on - og der bliver grint et utal af gange. Det er herligt, at musicalen er krydret med humor, hvilket tydeligvis falder i publikums smag.

Ole Mortensen i samarbejde med Tilsted & Co

Skuespillerne sætter prikken over i’et, når de foran blinkende diskolys bryder ud i skarpe koreografier. Hele salen pifter, hujer og klapper, da nisserne energisk og synkront danser alt fra groovy hip hop til salsa og tango.

Scenografien er gennemført og meget effektfuld. Skuespillerne er klædt i kreative kostumer, hvor der er kælet for detaljen og lyssætningen og effekterne hertil gør det let at leve sig ind i eventyrets univers.

Ole Mortensen i samarbejde med Tilsted & CoTryllebindende julemusical for hele familien

”Nissepatruljen” er en tryllebindende julemusical, der på bedste vis forbinder eminent skuespil med fængende sang, så det hele går op i en højere juleenhed – et eventyr der klart bør ses.

Begejstringen i Glassalen er ihvertfald ikke til at tage fejl af. Selvom juleventyret er slut og lysekronen er gledet tilbage på sin plads, fortsætter det stående og højlydte bifald. Julestemningen har for alvor bredt sig.

Ole Mortensen i samarbejde med Tilsted & Co

"Nissepatruljen" får 5 ud af 5 stjerner: 

 

Nissepatruljen spiller fra d. 23. november til 15. december 2019.
Forestillingen anbefales for børn fra 5 år.
Varighed: 1 time uden pause.
Hvor: Glassalen i Tivoli

Køb billetter her

Fotos: Ole Mortensen i samarbejde med Tilsted & Co.