Lørdag den 1. juni indtog BørnefestiBAL plænen i Botanisk Have i Aarhus og gav alle børn og deres forældre et brag af en fest. Der blev skrålet med på alle klassikerne, der blev danset så hele kroppen rystede, og der var fart over feltet fra start til slut.

 

Vi besøgte selv festlighederne i Aarhus, hvor vi delte balloner og chokolader ud til alle de glade og spændte børn, der kom forbi. Festivalen, der er skabt i samarbejde med Nickelodeon, rejser rundt i Danmarks byer og lægger vejen forbi København den 8. og 9. juni og Odense den 10. Juni.

En uendelig række af aktiviteter

Når man kommer gennem indgangen, er man ikke i tvivl: BørnfestiBAL er et rent paradis for ungerne. Telt efter telt er fyldt med sjove aktiviteter, der udfordrer både de kreative, fantasikrævende og motoriske evner. Hoppeborg, skydespil, perletelt, udfordringsbane og meget mere fylder pladsen rundt om sceneområdet, og børnerne står i lange rækker for at prøve det hele.

Vi må heller ikke glemme maden! Der er masser af små boder, hvor der kan købes både mad, snacks og kaffe. Særligt standene med snow cones, candyfloss og popcorn trak lange køer af lækkersultne børn og voksne, der skulle nyde den fulde festivaloplevelse. Det er også tilladt at medbringe sin egne madpakker, hvis det skulle friste. Drikkevarer - andet end vand, skal dog købes på pladsen.

Koncerter og underholdning i børnehøjde

Næsten fra start til slut er der underholdning på scenen. Seje MGP-stjerner, Gurli Gris, Paw Patrol, Mek Pek og flere indtager scenen i løbet af dagen og underholder på fornemmeste vis. Der er ingen tvivl om, at de hitter hos børnene, som alle står lige foran scenen og danser og synger med på de kendte sange. Igen bliver man betaget over, hvor god en fornemmelse de optrædende har for det unge publikum. Der bliver kigget i øjenhøjde, og de er uden tvivl på bølgelængde. Selv som voksen er det svært ikke at lade sig rive med af det forunderlige og indforståede univers, som alle børnene er en del af.

Familieoplevelse i særklasse

I samarbejde med Nickelodeon har BørnefestiBAL skabt en magisk oplevelse for hele familien. Det er den ultimative familiepicnic kombineret med underholdning og sjove aktiviteter. Overalt man bevæger sig, er der konstante grin, og der hersker ingen tvivl om, at børnene morer sig og nyder at være dagens midtpunkt.

 

Får I mulighed for at deltage, er det klart en oplevelse, vi kan anbefale herfra!

 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.