Børn i byen har besøgt Hotel LEGOLAND i Billund, hvor vi sov på et af hotellets tematiserede piratværelser om natten, og slog os løs i forlystelsesparken om dagen.

Børn i byen var inviteret af Hotel LEGOLAND

Hotel Legoland BillundDen forventningsfulde ankomst

Det er en lun lørdag i september, da vi forventningsfulde sætter kursen mod Hotel LEGOLAND i Billund. Afsted er vi to voksne samt to børn, på henholdsvis to og ti år. Ingen af børnene har før besøgt stedet, og vi voksnes erfaringer med Legoland ligger mere end tyve år tilbage - med andre ord aner vi ikke, hvad der venter os, udover det vi har set og læst på nettet.

Da vi ankommer til Legolands område, mødes vi som det første af det imponerede Legoland Castle, der tårner sig op i horisonten. Slottet er som taget ud af et eventyr, og den ti-årige er en smule skuffet over, at det ikke er hér, vi skal overnatte - for wauw, det ser fedt ud! Vores hotel, Hotel LEGOLAND, ligger nogle få hundrede meter længere nede af vejen, og set udefra falmer det en smule sammenlignet med det majestætiske Legoland Castle. Dette glemmer den ti-årige dog alt om, i det splitsekund, vi træder ind i Hotel LEGOLANDs foyer. Her møder vi som det første en kæmpemæssig drage bygget i Legoklodser, der er på vej op af en brønd. Brønden er placeret foran et stort træ, hvori der er indbygget en trætopshytte, som børn kan besøge - magisk! Gulvet er belagt med et farvestrålende legoklods-gulvtæppe, der er installeret en stor Nintendo-brandbil, hvor børn kan spille og tusindevis af legomænd pryder væggen bag receptionsdisken. Der er endda bygget små trapper med gelænder på receptionsdisken, så børn kan kravle op og følge med i, hvad der sker ved ind-og udcheckning. Der er vist ingen tvivl om, at vi er havnet på et vaskeægte børnehotel.


Direkte adgang til timevis af sjov

Da det først er muligt at tjekke ind kl. 15, får vi opmagasineret vores bagage i et aflåst rum, og styrer i stedet direkte mod forlystelsesparken. En af de geniale ting ved Hotel LEGOLAND er, at det er forbundet til parken via en gangbro, så man har direkte adgang til forlystelserne. Vil man gå ind og ud af hotellet, skal man blot have et stempel.

I mellemtiden er den lille på to år blevet træt, og puttes til en lur i barnevognen. Heldigvis er der elevatorer overalt, og i parken er der god plads samt ramper og stier, som gør det til en fornøjelse at trille rundt med en sovende tumling.

Mens den lille sover, skiftes vi voksne til at prøve forlystelser med den ti-årige. Vi starter med en af de rolige, som ligger lige udenfor hotellet: Monorail, som kører på en skinne oppe i luften. Herfra kan vi danne os et overblik over parken, og kan hurtigt fornemme, at vi befinder os i Miniland, som primært henvender sig til de små gæster. LEGOLAND er nemlig indrettet i forskellige lande, som f.eks. Polar Land, Pirat Land, og det nyeste: THE LEGO MOVIE World. Med to dage i parken har vi heldigvis god tid til at udforske alle områderne, og vi får prøvet alle de vilde rutsjebaner, såsom Flying Eagle, X-treme Racers og Polar X-plorer - rutsjebaner som allesammen fremtvinger sug i maven, skrig og grin. Den lille på to år underholdes primært i Miniland med afstikkere til bl.a. hestekarrusellen og safaribilerne, og nyder udvalget af forlystelser i fulde drag. Når man er to år, kan man nemlig snildt prøve en forlystelse fire-fem gange i træk. Heldigvis er parken ikke overrendt af mennesker, så køerne er dejligt overskuelige.

Safaribiler Legoland
Vi (de voksne og den ti-årige) tester også den nyeste forlystelse: Emmets Flying Adventure, hvor man bliver suget ind i THE LEGO® MOVIE universet. Ved hjælp af et gigantisk lærred, vild teknologi og seje effekter narres alle sanserne, og vi føler vi flyver rundt med høj fart. Virkelig imponerende hvad man kan nu til dags!

Ohøj! Sov som en ægte pirat

Efter en lang dag i parken tjekker vi ind på vores tematiserede hotelværelse, og Ohøj for en oplevelse! Vi er blevet tildelt et vaskeægte piratværelse, som er placeret på en lang gang, der er indrettet som et skib - her er alle værelsesdøre udstyret med koøjne og skelethoveder, så sejt! Selve værelset skuffer heller ikke - alt er tematiseret og gennemført; fra sengetæppe til tapet og sjove Legofigurer, der pynter rundt omkring på væggene. Børnene er ellevilde, og selv vi voksne synes, det er en sjov oplevelse, selvom der selvølgelig er ingen tvivl om, at det her er for børnenes skyld.

Piratværelse
Børnevenligt til fingerspidserne

Og netop dét, er et tema, der går igen: overalt på Hotel Legoland er der tænkt på børnene. Det er dem, der er i fokus, og det er dem, det handler om. Det ses ikke kun i indretning og interiør, men også i form af skattejagt på hotellet, de små Lego-gaver, der ligger klar til dem på værelset og de udklædte figurer, der turnerer rundt på hotellet for at underholde børnene. Vi møder prinsessen og dragen Olli op til flere gange, som ikke kun giver high-fives, krammere og stiller op til fotos, men også imødekommer børnene og snakker med dem om alt og intet. Kæmpe ros til dem!

Legoland olliSpis så meget du vil - også softice!

En sidste ting der bør rundes, er hotellet og parkens udbud af mad, som der heller ikke er en finger at sætte på. Som enhver anden forlystelsespark er temaet overvejende fastfood, men det er også muligt at finde salat og veganske alternativer. F.eks. i Family Buffet, hvor vi indtager aftensmaden. Her kan man spise og drikke alt det, man vil, og der er alt fra pizza, pommes frites og børneretter til bulgursalat og falafler. Vil I undgå for meget sodavand, kan I også tanke op på økologisk saft og mælk - men I kommer nok ikke udenom softice-stationen, hvor ungerne kan lave deres egne softices! Mums!

Efter en tur i Family Buffet er vi propmætte, men alligevel er vi klar til at gå ombord i morgenmadsbuffeten på hotellet dagen efter, der heller ikke skuffer. Vi booker plads i The Pirate Ship, da hotellets restaurant Panorama er fuldt booket. Buffetten er indrettet i et gennemført temalokale, som endnu engang begejstrer børnene. Buffetten er velassorteret, og der er både glutenfri og veganske alternativer, hvilket er dejligt, når man som jeg, undgår kød og mælkeprodukter. Tanket op på god morgenmad er vi klar til dag to i parken, og bruger ca. tre timer på at genprøve favoritterne fra dagen før, samt få sat flueben ved de forlystelser, vi ikke nåede om lørdagen.

Det kan absolut anbefales at have mere end én dag i parken. Vi kunne ihvertfald snildt have brugt flere timer i parken, hvis ikke der var en middagslur til den lille og en lang køretur til Sjælland i vejen. Rige på nye indtryk vender vi snuden hjemad, og glædes over alle de oplevelser, vi har haft sammen som familie.

 

GODT AT VIDE

Hotel LEGOLAND er et 4 stjernet holtel med priser fra 2595 kr.

Se det seje udvalg af tematiserede værelser på Hotel Legoland lige her.

Læs mere om Hotel LEGOLAND her.