Endelig står der SOMMER på kalenderen, og er der nogen bedre måde at indvie den på end ved at tage i sommerland?


Udstyret med klapvogn, solhatte, solcreme, badetøj og køletaske med grillmad trådte vi, to voksne og to børn på hhv. 3 ½ og 1 ½ år, forventningsfulde ind i Djurs Sommerland den 2. juni 2011.

Vi gik forbi trækvognsudlejningen og konstaterede, at man i Djurs Sommerland også kan leje klapvogne, hvilket er ret smart og tydeligvis også populært! Vi besluttede, ud fra køens længde, at det nu alligevel også var helt fint at have vores egen med, når nu der var plads i bilen.

Efter lidt uundgåelig ventetid ved indgangen lod vi os spændte opsluge af de mange sanseindtryk og de flotte udsmykninger, der trak os i alle retninger. Strategien blev at gå direkte mod Lilleputland, hvor der er forlystelser for alle børn - hvad enten de stadig går med ble, er til højder eller er til det mere rolige. Da begge mine børn er til tempo og højder, var det en fornøjelse med en miniudgave af den gammeldags gynge-karrusel, som selv mindstemanden på 1 ½ år kunne prøve. Eneste ballade var, at han ikke ville af igen!
I det hele taget var køerne her overskuelige og stemningen behagelig, og både ansatte og de øvrige gæster var søde til fx at hjælpe min datter ud af flyveren, når jeg stod med lillebror på armen.

Næste punkt på dagsordenen var vandlandet, som mine tre vandhunde virkelig havde glædet sig til. Og de blev ikke skuffede, skulle jeg hilse at sige! Især børnevandlandet fangede deres interesse med de mange små detaljer, rutsjebaner, den væltende spand med vand osv. Den store vandhund tog et par ture i Wave-rutsjebanen og kom smilende tilbage til liggestolene, hvor vi havde slået lejr. Særligt for vandlandet skal nævnes de fantastiske svømmeveste i forskellige størrelser; de sidder godt, og som mor var jeg meget tryg ved at lade mine børn bade med dem på.

Derefter besøgte vi kort slaraffenlandet, hvor børnene kunne boltre sig et kæmpe kuglehav, kravle op i tårne og meget andet i et dejligt, køligt rum! Her kunne vi sagtens have brugt en hel dag, og havde det nu regnet udenfor, var vi da blevet der i længere tid.

Sidste destination var “Piratland”, hvor den helt nye watercoaster “Skatteøen” ligger. Vi hørte begejstringen og hvinene på lang afstand, og manden i familien tog selvfølgelig udfordringen op. Han var mildest talt begejstret over både turen og scenariet, men desværre var køen for lang til, at han kunne nå endnu en tur.

Det var også her, og kort før lukketid, vi oplevede dagens eneste lille svipser. To og to sad vi bænket i den lille, børnevenlige watercoaster “Piratfisken”, som selv mindstemanden måtte komme med i. Men pludselig holdt vi i kø, fordi båndet var gået i stå. Men det var nu meget udramatisk. “Piraten”, der passede forlystelsen gik straks rundt og beklagede fejlen, og teknikeren trådte hurtigt til, så vi kunne fortsætte vores tur. Den lille pause blev taget med at smil hos alle gæster, og vi lod os fortælle, at det var den eneste gang, det var sket, den dag.

Alt i alt havde vi kun to luksuriøse minusser at påpege efter denne skønne dag i Djurs sommerland:
1.    Vi kunne simpelthen ikke nå at prøve det hele, hvilket jo er herligt, for så må vi af sted igen en anden dag.
2.    Min fartgale datter var lige 5-10 cm for lav til de forlystelser, hun allerhelst ville prøve, så nu kan hun næsten ikke vente på at det bliver næste sommer.

God sommer - vi ses måske i Djurs sommerland!