Forventningsfulde sidder vi med den tynde, sorte bog i hånden. Nysgerrigheden er pirret af det helt sorte omslag dekoreret med to store, hvide øjne og nogle knurhår. Øjnene kigger vågent hen mod bogens åbning, og vi skynder os i samme retning. For nu vil vi vide mere om denne mystiske, sorte panter!

Desværre daler begejstringen en anelse, da vi kommer ind i bogens meget hvide sider med nydeligt tegnede sort/hvide skitseringer, der ikke indbyder til nærmere fordybelse i lag, detaljer eller farver.

Men nu er det jo fortællingen, der er det vigtigste, og vi kommer godt fra start med præsentationen af panterens gæster og en masse fine lydbilleder af de forskellige savannedyrs “sprog”. Ligeledes males der et fint billede af, hvordan et festmåltid for disse dyr kunne se ud med lækre frugter og dejligt, kold vand i den varme sol.
Tidligt i historien hører vi overfladisk om panterens mange bedrifter, fx hvordan han for nylig har reddet løveungerne fra druknedøden. Panteren er altså lidt af en helt, og vores forventninger til hans bedrifter i løbet af fødselsdagen stiger.
.
I børnebøger kan alt ske, for fantasien i børnenes univers rækker jo vidunderligt vidt, og derfor er det også fantastisk, da panterens gamle ven isbjørnen og dens unger kommer sejlende på et isbjerg. Og vi bliver nysgerrige, for hvordan mon det er gået til, at de to dyr er blevet venner?

Men så er det bare så ærgerligt, at isbjørnens rejse skal forklares med voksenfornuft og klimaforandringer, der løsriver isbjerge og får isen til at smelte. Ganske vist er det korrekt, men hvorfor må et isbjerg nu ikke bare kunne dukke op, fordi det KAN? Resten af fødselsdagen bruger de voksne dyr tiden på at diskutere vejrforandringer, mens ungerne leger. “Hvad tror du, de leger?” spørger min datter. Hvem ved?

Måske er det en huskeseddel til os voksne om ikke at spilde gode fester på kedelige bekymringer? Måske er det et forsøg på at åbne for samtalen om klimaets store forandringer? I hvert fald virker det en smule tænkt og ikke i sproglig rækkevidde for lytterne på 1. række; nemlig børnene.

Tilbage sidder vi så og spekulerer over, hvordan det mon gik til, at panteren reddede de små løveunger? Hvornår må vi høre dén historie?

"Den sorte panter holder fødselsdag" er skrevet af Klaus Rud og illustreret af Malene Berger Rud Sejling. Den kan købes hos "Under Bogen" (Gentofte), "Den gamle købmandsforretning" og "Samsø boghandel" (begge på Samsø) samt bestilles på panterklubben@hotmail.com