Far, mor, storesøster på tre år, lillebror på et år og rækkehus. Det er os. En typisk lille kernefamilie.
Morgen efter morgen prøver vi at fastholde det idylliske billede af, at “her i familien spiser vi morgenmad sammen hver morgen”, selvom virkeligheden egentlig er, at nu, hvor lillebror også er blevet stor nok til selv at kunne at proppe havregrynene i munden, så suser vi voksne rundt og ordner madpakker, pakker tasker, vasker os og hopper i tøjet, så vi er parate til hurtigt at få ungerne gjort klar til aflevering i to forskellige institutioner.
Vi kunne selvfølgelig have valgt en nemmere løsning, for storesøster kunne være blevet i samme institution som lillebror er kommet i, det er nemlig en integreret institution. Men det valgte vi altså ikke.

I stedet tager vi om morgenen af sted i hver vores retning med hvert vores barn med os, så vi lige akkurat kan nå at aflevere dem, inden vi skal være klar til at modtage andres børn i skolen. Vi er begge indskolingslærere i to forskellige folkeskoler.

Oftest er det mig, der afleverer storesøster, som går i en lille, skøn skovbørnehave med 17 andre børn. En skovbørnehave, hvor man rent faktisk afleverer og henter sit barn i skoven. Her i vintertiden ligger sneen tykt på stier og træer. Den vinterhvide, glimtende skov under den frostklare, lyseblå himmel er så vidunderlig smuk. Så meget når jeg lige at registrere, før jeg fortsætter min færden.
Arbejdet kalder.

Efter en dag med konflikthåndtering, gennemgang af addition på begynderniveau, en gårdvagt, en fjollet og energisk musiktime samt en enkelt, kort pause, er der enten forberedelse eller møder med kolleger at se til, mens den evindelige dårlige samvittighed lister sig ind på mig som en tyv om natten: Jeg må se at få hentet børnene, klokken er snart 15. Sådan er det at være lærer, vi har jo masser af tid. Det bliver jeg fortalt så ofte.
 Jeg pakker hurtigt mine sager sammen og tænker, at det må jeg arbejde videre med i aften, når ungerne sover, for nu skal de hentes, der skal handles, der skal hygges, der skal laves mad, de skal bades, og de skal puttes.

Og så sker det.... Jeg træder ind i den selv samme skov, jeg tidligere afleverede min datter i, og jeg nærmest omfavnes af træernes bare grene stadigt glinsende af lidt frost og dug. Solen lader på de bedste dage endda en stråle skinne ned på min næsetip, og bladene knaser sprødt under mine fødder, mens jeg går 100 meter længere ind i skoven mod lyden af børnelatter og leg.
Tiden er gået i stå! Og jeg kan ikke lade være med at gå og smile for mig selv. Alle tankerne om ting, vi skal nå, er blevet hængende ved bommen, der adskiller skoven og vejen. Her er ingen ure til at fortælle, at jeg har travlt, kun børnenes og pædagogernes imødekommende smil og hilsner, når jeg nærmer mig. Hvem skulle have troet, at da vi valgte børnehave til vores datter, så valgte jeg mig samtidig et nødvendigt og højt elsket pusterum i den travle hverdag!

Jeg tror, alle har brug for et pusterum, og de findes heldigvis de mest uventede steder!