Kast lidt magi over hverdagen med disse fem eventyrlige familiefilm fra Netflix. De er spækket med overnaturlige væsner og fantastiske rejser, som med garanti vil tryllebinde både børn og voksne.

Narnia: Morgenvandrerens rejse

Alder: Fra 7 år
Sprog: Engelsk tale med danske undertekster
"Morgenvandrerens rejse "er tredje film og femte bog i CS Lewis' romanserie om eventyrlandet Narnia. Her vender børnene Edmund og Lucy tilbage til Narnia med deres fætter Eustace for at slutte sig til den ædle Kong Caspian. En fantatisk film, der tager jer med på en helt utrolig rejse med oplevelser og farer, der overgår jeres vildeste fantasi - samt et gensyn med den gode løve Aslan.

Landet af glas

Alder: Fra 7 år
Sprog: Dansk
"Landet af Glas" er en dansk fantasyfilm for hele familien, som både er skrevet og instrueret af de tidligere DR-børneværter Marie og Jeppe, bedst kendt som Lille Nørd. Filmen følger drengen Jas, der bor på landet, og en dag finder pigen Neia og en gammel dame Alva, som gemmer sig i hans lade, hvor han bor. Det viser sig, at de er vaskeægte elvere på flugt, og Jas beslutter sig derfor for at hjælpe dem. 

Charlie og chokoladefabrikken

Alder: Fra 7 år
Sprog: Engelsk tale med danske undertekster
Introducér ungerne til Tim Burtons filmatisering af "Charlie og chokoladefabrikken" fra 2005, der har Johnny Depp i rollen som den exentriske slikfabrikskonge Willy Wonka. Filmen handler om drengen Charlie, der ved et lykketræf vinder en gylden billet, som giver adgang til en rundtur på netop Willy Wonkas kæmpestore og vilde slikfabrik! Husk at fylde slikskålen inden I trykker play!

Den store venlige kæmpe

Alder: Fra 7 år
Sprog: Engelsk med danske undertekster
Steven Spielbergs eventyrlige familiefilm "Den store venlige kæmpe" handler om den forældreløse pige Sofie, der møder en venlig kæmpe fra Kæmpeland. Sammen tager de kampen op mod de menneskeædende kæmper, som har invaderet menneskernes verden. Filmen er baseret på bogen af Roald Dahl, som bl.a. også har skrevet "Den fantastiske hr. Ræv" og "Charlie og chokoladefabrikken".

Jumanji

Alder: Fra 11 år
Sprog: Engelsk med danske undertekster
Den første filmatisering af Jumanji fra 1995 med Robin Williams i hovedrollen er virkelig en klassiker for hele familien. Filmen handler om drengen Alan, der bliver suget ind i det magiske spil Jumanji, og først 26 år senere bliver sluppet fri, da søskendeparret Judy og Peter igen spiller spillet.

LÆS OGSÅ: Nostalgi: 15 børnefilm- og serier du absolut bør vise dine børn