Står du og skal til at købe en masse udstyr til baby? Vi guider her til 5 af byens gode babyudstyrsbutikker, til enhver smag og pengepung.

Ønskebørn

I Ønskebørn på Fisketorvet, finder I alt hvad man skal bruge til baby. Autostole, beklædning og sko, legetøj, møbler, pusle- og plejeprodukter og ikke mindst vogne. Ønskebørn har det hele. Butikken på Fisketorvet er stor og rummelig og personalet er hjælpsomt. Mærkerne er moderne og tæller blandt andre Ferm Living, bObles, Sebra, STOKKE og Småfolk. Priserne spænder vidt, fra Basson barnevogne til 2.699 kr. til STORK barnevogne til 10.298 kr. 

BabySam

BabySam ligger på både Amager, Østerbro, Frederiksberg og i Valby, og er med sine 28 butikker fordelt over hele landet, Danmarks største leverandør inden for babytøj og -udstyr. Ud over et stort udvalg af danske mærker og kvalitetsbrands, tilbyder butikkerne god rådgivning og eksperthjælp, da al personale løbende uddannes. Kig ind forbi og få hjælp til at vælge den rigtige barne- eller klapvogn, autostol, legetøj, møbler, sikkerhedsudstyr, tøj, sko, tekstiler, bøger, dyner, puder eller madrasser. 

LÆS OGSÅ: De 5 bloggere på barsel

BabyGolightly

Hos BabyGolightly kan man leje babyudstyr af gode mærker til rejsen.  BabyGolightly tilbyder forældre en nem og bekvem måde at få det rette udstyr til flyrejsen. Afhentning og returnering foregår i Københavns Lufthavn - nemt!

Pif Paf Puf

Pif Paf Puf er en virksomhed bestående af en webshop og to fysiske butikker på Østerbro. Pif Paf Puf er en 20 år gammel virksomhed, med et bredt udvalg af combivogne, klapvogne, senge, autostole, stofbleer, flasker og sutter. Virksomheden er Danmarks ældste forhandler af Mountain Buggy og Bugaboo, og fungerer endvidere som servicecenter for disse. Der forhandles kun kvalitetsmærker og håndplukkede produkter i Pif Paf Puf.

LÆS OGSÅ: De 5 med baby

IKEA

IKEA kan bestemt også godt være med i kapløbet, når det kommer til babyudstyr. IKEA tester alle deres produkter, fra babymøbler til legetøj, for at sikre, at de lever op til verdens strengeste sikkerhedskrav. Således udbyder de stærke og robuste produkter, til fornuftige priser, som holder i mange år. Find bl.a. tremmesenge, madrasser, tekstiler, legetøj, opbevaringsmøbler, spise- og drikketilbehør, pusleborde, belysning, højstole og meget, meget mere. Tæt på København, finder I IKEA Gentofte og IKEA Taastrup.

OBS! Hvis I vil købe brugt babyudstyr kan DBA og app'en 'Reshopper' anbefales, ligesom Børneloppens mange afdelinger landet over.