Charlotte Heje Haase er forfatteren bag bogen “Mit livs største tigerspring - en barselsdagbog”, hvori hun beretter bundærligt og med humor om alle de tanker og følelser, der kendetegner den første tid som mor. Herunder om hvordan det er at være bonusmor i en sammenbragt familie. Her interviewer Børn i byen hende om rollen som både bonus- og biologisk mor.

Du er en del af en stor sammenbragt familie. Du er bonusmor til tre andre børn, og der er også et par ekskoner at forholde sig til i dagligdagen. Jeg blev meget rørt over den rummelighed, som du besidder og ikke mindst den kærlighed, du har til dine bonusbørn. Hvordan har de ældre børn håndteret det at få en lillesøster? 

Da min bonusdatter, der i dag er 18 år, fyldte 15, så holdt jeg en tale, hvor jeg startede med at sige: ”En af de bedste ting ved din far, er dig”. Mine bonusbørn er verdens sjoveste, sødeste, kærligste mennesker. Jeg er heldig at være blevet katapultet ind i deres liv. Jeg havde været sammen med deres far i fem år, før vi fik et barn sammen, så vi var allerede tætte. Men at dele et blodsbånd, gør noget. 

De skelner ikke mellem halv og hel-søskende, og de er simpelthen så kærlige. Nogle gange ville jeg ønske, vi havde fået vores datter tidligere, så de kunne ”lege” sammen i stedet for at ”passe hende”. Da jeg var gravid, blev jeg inviteret til at fortælle om at vælge at få barn med en mand med børn i en bonusmorgruppe. Samme dag kom der en, der fortalte om at fravælge at få børn sammen. Og mange af dem havde så dårlige erfaringer. En fortalte endda om, at blive slået i sin gravide mave af en vred teenager. Jeg græd hele vejen hjem i metroen: "Tænk hvis det ville ødelægge familien?" Det har det bestemt ikke gjort. Hun er en del af familien nu, og de elsker deres lillesøster. Det er så rørende at se. 

Der er jo mange sammenbragte familier i dag, og det kan for mange være utrolig svært at finde balancen og ikke mindst sig selv i hele set-uppet af dine-mine-vores-børn. Hvad er dit bedste råd i denne sammenhæng?

Det er at gøre tingene stille og roligt. Lad som bonusmor være med at gå ind med ønsket om at blive en ekstra forælder og lad være med at forvente deres kærlighed. Den skal du først gøre dig fortjent til. Og selv der kan du ikke forlange den. De har allerede en mor og far, som elsker dem. Så dit mål er i stedet at lære dem at kende og at have respekt for dem som mennesker.  

For mig har det hjulpet at finde ud af deres fars og mors værdier i forhold til opdragelse og være en forlængelse af det. Støtte op omkring det – og aldrig rette hinanden eller skændes foran børnene. Hvis jeg er uenig med noget, han gør, tager jeg det bagefter. Skilsmissebørn er antennebørn og mærker en uro meget kraftigere, end de fleste. De har brug for en tryg base.

Jeg siger ikke, at man skal gemme sig selv og sine egne behov og meninger væk, men at man skal være nænsom. Ikke vade ind i en anden familie, men at finde sin plads og ikke komme imellem deres forhold til sine forældre. Børnene har ikke selv valgt, at deres forældre ikke er sammen, så du må ikke blive jaloux på børnene. Lad dem få alenetid med deres far/mor, når de er der, hvis de har brug for det. Når de kan mærke, at du ikke har noget problem med det, og ikke er nogen trussel på den måde, så kommer de selv til dig og ønsker dit selskab.  

Så vær dig selv, men gør det af respekt for den familie, du er blevet en del af. Og gå ind i det med åbne øjne og vent til I er et godt sted som ny familie – og at børnene også er klar, før at I får børn sammen. Du skal også selv gøre dig helt klart, at du går ind i en anden konstellation end den traditionelle kernefamilie. Når du får et barn med en mand, der har børn i forvejen, så vil I altid skulle koordinere ferie med ekskonen/rne, og hvis I skal flytte, kommer ungernes bopæl til at betyde noget for, hvor I lander osv. Det er grundvilkår, jeg vil råde dig til at være afklaret med. Ja – der er udfordringer, men er der ikke det i alle familier?

Det ville være rart, at der kom endnu mere fokus på, hvordan vi kan give de børn, der vokser op i flere hjem, den bedste barndom og start på livet. Og deres yngre søskende, som forældrene får med nye partnere. De vokser op med begge sine biologiske forældre, men har søskende, der kun er i hjemmet sporadisk. Hvordan støtter man dem til at finde rytmen i det? Min datter er fx enebarn i lige uger og rosinen i pølseenden ulige uger.

Som mor og bonusmor prøver jeg mig bare frem – med hjertet som kompas.

FOTO: Ditte Capion