Inddrag ungerne i forberedelserne til nytårsaften og lav jeres egen festlige pynt sammen. Vi har fået krea-kvinden Sabine Lemire til at dele et par sjove idéer her.

Knallert

Alder: Alle
Materialer: Slik, crepepapir, snor, pailletter og pap

Sådan gør I:
Klip strimler af pappet på 12 x 0,5 cm. Skriv små hilsner eller opgaver på strimlerne. Klip crepepapiret i stykker på 12 x 12 cm. Fold papiret om slikket som et bolsje, med papstrimlen i. Hæld lidt pailletter mellem papirlagene. Luk bolsjet ved at binde snor i begge ender.

Nytårsforsæt

Alder: Alle
Materialer: Små stykker papir, bånd og syltetøjsglas

Sådan gør I:
Hele familien skriver et nytårsforsæt på et stykke papir. Hvis man ikke kan skrive, kan man tegne det. Fx: Jeg skal lære at cykle eller lære at lave hovedspring. Put alle sedlerne i glasset, og luk det. Året efter åbner man glasset og skifter sedlerne ud med nye forsætter.

LÆS OGSÅ: Opskrift: Nemme børnedrinks

Nytårshat

Alder: 6 år +
Materialer: Mønstret pap, pompom, glimmerbånd og elastik

Sådan gør I:
Tegn halvcirkel ud fra et hjørne af pappet. Lav den ca. 18 cm høj. Smør lim på den ene side, og fold hatten som et kræmmerhus. Sæt lidt lim på spidsen og i kanten af hatten. Sæt pompon og bånd på. Lav huller i hattens sider, og isæt elastik.

TIP! Hent mange flere sjove idéer til pynt og aktiviteter i Sabine Lemires bog "365 ting du kan lave med dit barn". Den kan købes på lemire.dk. Følg også Instagram-kontoen @sabinelemire.