The Diner er en hyggelig burgerbar og et godt stop på vejen til eller fra Aarhus Hovedbanegård.

Burgerbaren The Diner er indrettet i amerikansk 50er-stil med siddebokse med plads til to voksne og to børn under billeder af idoler som Elvis, Marilyn Monroe og James Dean.

Drengene synes, plakaterne er seje, og vi kan høre, at flere familier har faste pladser: ”Vi skal sidde ved Elvis”, råber en lille gut. Der er også borde med plads til bare to personer, hvis man er en lille familie, eller ’hæng-ud-pladsen’ ved vinduet ud til M.P. Bruunsgade. Og så er der høje børnestole til de mindste.

Tjeneren er hurtig og venlig. Vi bestiller cheeseburger, hotwings og shakes, og vi skal ikke vente længe, før vi har hver vores flotte milkshake foran os.
William giver fem stjerner til sin oreo-milkshake, det samme gør Vincent til sin chokolade og jeg til min jordbær. 

Nu kommer maden, og den er også god, bare vi ikke var så mætte allerede. Burgerbollen har fået et drys spidskommen, og vores hotwings er lige tilpas hotte.

Der er lagt op til et gensyn med The Diner - måske til en omgang amerikansk morgenmad med pandekager og æg en dag.

Fem ud af fem stjerner: 
The Diner, M.P. Bruunsgade 42, 8000 Aarhus C.
Facebook side her.