Tag den på hovedet fra 10-meter-vippen på Aarhus Svømmestadion eller styrk balancen i Riiskov inden en dukkert.

Ingerslev Boulevard er ofte et populært udflugtsmål for børnefamilier med sine torvedage og loppemarkeder. Men få familier finder om i sidegaden F. Vestergaardsgade, hvor Aarhus Svømmestadion ligger. Det er ellers et stadion med internationale mål i den indendørs hal og et udspringsbassin med vipper fra 1 til 10 meter.

Vi kom en dejlig sommerdag med under ti gæster, og livredderen tog sig god tid til at fortælle, hvordan drengene skulle springe fra vipperne. Han demonstrerede også, hvordan de ikke skulle springe ved at vise en film på sin mobil, hvor han selv failede et spring fra 5-meter vippen og fik et ordentligt slag på ryggen. - Men det er ikke farligt, man kan ikke dø af det, forsikrede han børnene.

Omklædningsfaciliteterne er nymoderniserede og utroligt lækre, og stedet kan varmt anbefales til familier med børn, som kan svømme. Det laveste sted er to meter dybt.

Styrketræning i Risskov
Er du til mere motion, får du den ikke i skønnere omgivelser end Riisskov. Lige ovenfor Aarhus Træbadshavn og nedenfor Niels Juels Gade ligger en skøn styrketræningsplads med udsigt over bugten og de mange skibe på vej ud og ind af havnen.

Pladsen benyttes af både unge og gamle og er til både hård styrketræning og leg med børnene, som kan teste, om de kan holde balancen eller skubbe sig selv opad i en ’elevatorstol’.

Bagefter kan I – afhængig af årstiden - samle hindbær og tage en dukkert fra badeanstalten Den Permanente lige nedenfor skoven – samle blade om efteråret, eller ramsløg til salaten om foråret, eller kælke nedad bakkerne ved styrketræningen.

Mad og drikke fås både på Sjette Frederiks Kro eller i iskiosken – begge ved Den Permanente.