Når man er på barsel, er det hyggeligt at følge andre mødre på barsel. Vi har fundet 5 blogger-mødre, der lige nu er på barsel og deler inspirerende billeder fra deres hverdag med bl.a. barnevognsture, babystrik og børneværelser. 


Krittewitt

Bag bloggen Krittewitt står Anne, der er studerende og passioneret krea-kvinde. Hun er mor til A på to og lille baby N på et halvt år. Anne, børnene og kæresten bor i en lille lejlighed i København, hvorfra de ynder at tage ud og bruge byen. Her henter Anne inspiration til sine mange kreative indslag i hverdagen, der rummer både børnetøj, syning, strik, bagværk, indretning og kunst. Hjemmekreationerne bliver ofte fremvist på lækre fotos, ligesom Anne også meget gerne deler ud af tips til nye, trendy indslag i ungernes garderobe og værelser.
Følg Annes blog på krittewitt.dk og på Instagram @krittewitt


Olinesmor

Olines mor blogger om sine døtre Oline fra 2011– og det nye skud på stammen; Ebba Elvira fra 2015. Her er hverdagsglimt, forevigelse af de særlige øjeblikke og en hel del om livsstil og børnemode. Olines mor kan nemlig både sy og strikke og viser masser af fine hjemmekreationer frem – ofte med lille Ebba Elvira som model. Du kan hente masser af DIY inspiration hos Olines mor, der også gerne er god for tricks til fin opbevaring på børneværelset, hjemmesyet sengetøj og dukketøj. Senest er Olines mor begyndt at sælge sine fine strikke-opskrifter i sin webshop, Littlevintageknits.com.
Følg Olines mor på olinesmor.dk og på Instagram @olinesmor


Sneglcille

Cecilie Rubini – kvinden bag den populære blog Sneglcille – har gennem flere år blogget ufiltreret om sit liv som ung dele-mor til Otto på Vesterbro. For halvandet års tid siden tog hendes liv en uventet drejning, da hun igen fandt sammen med Ottos far, Freelancer. Nu sprudler bloggen af lykke, bryllup og baby-billeder, for i april 2015 blev lillesøster Uma født og for ganske nylig sagde Sneglcille og Freelancer endelig ja til hinanden. Vi er mange, der jubler over blogverdenens bedste kærlighedshistorie og fortsat håber på glimt fra Sneglefamiliens hverdag, beskrevet med Cecilies ærlige og underholdende ord.
Følg Cecilie på sneglcille.dk og på Instagram @sneglcille


Plum Mum

Plum Mum hedder i virkeligheden Signe. Hun er gift med Kasper og har to små bedårende piger, Blommen fra 2012 og lillesøster fra starten af 2015. Signe blogger om hverdagen som familie og om de små ting, der optager hende lige nu og her: babymad, hjemmets planter, bæreseler, gåture med barnevognen, hjemmestrik og ferietips – alt sammen foreviget med smukke billeder og fine ord. Seneste nyhed hos Plum Mum er familiens huskøb. Så mon ikke alle os ved skærmene kan se frem til masser af billeder og tanker om renovering, indretning og etablering i hus som småbørnsfamilie? Vi glæder os til at følge med.
Følg Signe på plummum.dk og på Instagram @plummum


Copenhagen Kiddo

Signe, der skriver på Copenhagen Kiddo, er mor til denne listes eneste baby dreng. Lille Vilfred er den yngste i en børneflok på tre, så Signe ved virkelig hvad det vil sige at være en børnefamilie. Hun har styr på, hvad der rykker inden for børnemode- og udstyr, og deler gladelig ud af inspiration og tips til indkøb af børnetøj og ting til boligen. Ind i mellem blogger Signe også om sin familie og deres hverdagsliv med madpakker, weekend-udflugter og udsalgskup. Og så triller hun tit barnevognen sammen med Plum Mum!
Følg Signe på copenhagenkiddo.dk og på Instagram @copenhagenkiddo