Gå på opdagelse i dyrenes forunderlige verden og lær om naturens mangfoldighed. Børn er vilde med dyr, derfor giver Børn i byen jer inspiration til at blive dus med dyrene på 5 af Aarhus og omegns bedste dyreattraktioner. De kommer her.

1. Marselisborg Dyrehave

I Thors Skov, syd for Aarhus by, ligger Marselisborg Dyrehave. Her findes en flot bestand af sika- og dådyrvildt, som I kan komme helt tæt på, fodre af hånden og sågar klappe. Der findes desuden vildsvin i indhegning. Tag gerne madpakken med og slå jer ned ved en af de mange borde/bænke – og nyd så den smukke, kuperede løvskov.

2. Skolemarken

Ikke langt fra Frederiksbjergs indkøbsgader, ligger legepladsen Skolemarken, som er et mødested for børn i alle aldre – og deres forældre. Legepladsen er lækker og indbydende med bl.a. klatrestativ, gynder, rutsjebane og sandkasser og så er der vigtigst af alt, dyr! Kaniner, geder og undulater lyder udvalget på. Så her går der længe, før ungerne bliver trætte.

LÆS OGSÅ: Oslobåden: Virkelighedens overflødighedshorn

3. Børnebondegården

I Serrildslev lidt uden for Horsens finder I Børnebondegården. Her kan I komme helt tæt på alt fra  marsvin, høns, gæs og ænder til geder, får og heste. Eller var det noget med en tur på legepladsen eller ræs med legetraktorer? Et besøg kræver et hustandsmedlemsskab, der koster 250 kroner og giver adgang for hele familien i hele 2020.

4. Skandinavisk Dyrepark

I Kolind, lidt uden for Aarhus, ligger Skandinavisk Dyrepark, som er en af verdens største bjørneparker og en af verdens bedste ulveparker i én. Her møder besøgende 300 dyr, hvoraf der er 20 nordiske arter, i et stort vellignende nordisk vildmarkslandskab med kampesten, bakker og søer. Tag ungerne med og oplev bjørnenes leg og ulvenes hylen. Der kan også hilses på et rigtig rensdyr eller ses på ræve.

LÆS OGSÅ: Dokk1 - Det nye Folkets hus

5. Naturhistorisk Museum

På Naturhistorisk Museum Aarhus kan I komme helt tæt på et mylder af (udstoppet) liv, som vi deler jorden med. I museets fem faste udstillinger og skiftende særudstillinger er der mange fascinerende, farlige og flotte dyr, som bl.a. løver fra Afrikas savanne, elge og meget mere. Bliv klogere på den danske natur fra istid til i dag.