Moesgaard Museum (MOMU) er et tilløbsstykke for både århusianere og tilrejsende langvejs fra. Museets unikke arkitektur og de naturskønne omgivelser er absolut et besøg værd.

Moesgaard Museums beundringsværdige udstillingsbygning er tegnet af Henning Larsen Architects. Med det karakteristiske skrå tag, som falder ned mod bakkelandskabet omkring den gamle herregård Moesgaard, kan græstaget anvendes både som fantastisk kælkebakke om vinteren og picnic område om sommeren.

Oldtidsudstillingerne – langt fra kedeligt
Inden for møder du allerede på den centrale trappe, syv rekonstruerede menneskearter. Tag sjove billeder af børnene ved siden af dem og få varige minder. Oldtidsudstillingerne byder på alt fra livet i Bronzealderen til Jernalderen. Her kan man se Grauballemanden og høre fagpersoner fortælle om maden i hans mave, hans tænder og ikke mindst om drabet på ham. Sidst men ikke mindst, kan man rejse ud med vikingerne og styre sit eget skib gennem åbent vand. 

De dødes liv
Har du det også lidt underligt med døden? Det er i hvert fald nok de færreste, der forbinder døden med fest og farver. Den etnografiske udstilling ”De dødes liv” viser, hvordan man i andre dele af verden, fejrer de døde. De levende dør, men de døde lever videre.  Dans med skeletter og få en snak med børnene om døden på en sjov måde.  

Få stillet sulten
MOMU har en hyggelig café, som byder på kolde og lune retter og drikkevarer. Det kan dog være svært at få plads i caféen i weekenderne. Museet holder længe åbent onsdag, indtil kl. 21. Caféen byder bl.a. på lækre picnic kurve, som kan indtages på taget om sommeren.

 

Ekstraordinær oplevelse
Museets fantastiske konstruktioner og de mange visuelle effekter gør besøget til en ekstraordinær oplevelse. Der er noget for alle sanser, visuelt og auditivt. Der er lagt uanede kræfter i at gøre museumsoplevelsen til såberigende et besøg som muligt, og man går ikke derfra skuffet. Museet er for alle aldre og for alle generationer!

Info:
Moesgaard Museum
Moesgaard Allé 15
8270 Højbjerg
Åbningstider: Tir, tors, fre, lør og søn 10-17, ons 10-21, man lukket.
Entré: Voksne 110 kr., Børn under 17 år gratis. 

Fotos: Foto/medieafdelingen, Moesgaard Museum.