Det er netop nu sæson for brombær. Caro fra Børn i byen har har været på brombær-jagt med ungerne efter lækre brombær i krat og buske.

Også selv om det regner, kan det være superhyggeligt at finde bær og herefter smutte ind i tørvejr, sammen rense bærrene og f.eks. bage en lækker brombær-kage. Brombær er også perfekte til syltetøj, smoothies osv. Tjek byhoest.dk, som viser hvor der er bær nær dig - de har også en app!

Opskrift: Blåbær/Brombær-måne

Bloggen MorMedMere giver her opskriften på en drøm af en Blåbær/brombær-kage. Få endnu flere inputs til überlækre kager, børnevenlige aftensmad og meget mere lige her.

 

Du skal bruge:

150 g blødt smør

150 g marcipan

100 g rørsukker

1/2 tsk vanillepulver

4 (øko)æg

125 g hvedemel

1 tsk bagepulver

175 g (frosne) bær, jeg bruger blåbær og brombær

Som topping bruger jeg enten lidt smeltet chokolade, hakkede nødder eller friske bær. Hvis det skal være rigtig festligt laver jeg en lækker topping af 100 g flødeost og ca. 125 g flormelis, pisker det og smører eller sprøjter det på kagen når den er afkølet.

Sådan gør du: 

Riv marcipanen. Pisk smør, marcipan, vanillepulver og sukker til en ensartet masse. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk lidt imellem hvert. Bland mel og bagepulver i en skål og si det i massen. Rør rundt. Tilsæt bærrene og rør godt rundt så de bliver fordelt i dejen. Hæld dejen i en springform der er beklædt med bagepapir
Sæt den i en varm ovn på 185 grader varmluft og bag den i ca. 35-40 minutter. Tjek med en nål, at den er gennembagt. Afkøl kagen, pynt som du lyster og NYD!