Findes der et alternativ til fuldtidsjob, institutioner og stress i hverdagen? Janni Iben Stevn Hansen har tre børn - ingen af dem har gået i vuggestue, de bliver passet derhjemme.

Janni (28 år) mor til tre (1,3 og 5 år).

BA i Dansk og Filosofi, bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO og hjemmegående mor. De to ældste går i børnehave 20 timer om ugen - den mindste bliver passet hjemme de første tre år. 

Hvorfor har du valgt at passe din børn hjemme de første 3 år?

- Vores valg om at passe vores børn hjemme var et ikke-valg. Vi syntes simpelthen, vores ældste barn var alt for lille til allerede at skulle stå på egne ben uden sine primære omsorgspersoner otte timer om dagen, da barslen udløb. Derfor beholdt vi ham hjemme til, vi syntes han var klar. Da han nærmede sig tre år, var han en lille selvbevidst herre, der godt kunne forstå, at vi ikke forsvandt for evigt, når vi vinkede farvel, og vi valgte derfor at sende ham i deltidsbørnehave, da han fyldte tre år. Hvis man begynder at studere lidt udviklingspsykologi og begreber som objektkonstans og tryg tilknytning,  bliver man kun bekræftet i, at institutionsliv før 2-3 års alderen ikke er for børnenes skyld.

Hvordan har omverdenen mødt dit valg?

- I Danmark har vi i løbet af bare 50 år fået bildt os ind, at institutioner er et uundværligt tilbud, og at de er afgørende for børnenes udvikling, så når man vælger at beholde sit lille barn derhjemme bliver man selvfølgelig konfronteret med sit valg. De fleste spørgsmål går på om man ikke keeeeder sig, når man er sammen med sit barn hele dagen. Jeg tror ikke, jeg keder mig mere end pædagogerne i vuggestuen. Det er trivielt at passe små børn, men det er også fantastisk at få lov til at følge deres udvikling på tæt hold. Og man behøver ikke gå i stå, fordi man ikke går på arbejde fra 8-16, fx har jeg læst færdigt, skrevet en bog, holdt foredrag og deltaget en del i den offentlige debat, under middagslure og om aftenen. En anden fordom er den med, at børn bliver asociale, hvis ikke de tvangssocialiseres 8 timer om dagen i vuggestuen. Den fordom holder slet ikke. Børn har brug for andre børn, og børns behov for socialt samvær er lige så forskelligt som voksnes. Mine børn har aldrig manglet legekammerater – København bugner af legepladser og legestuer, og jeg er med i et netværk af over 200 hjemmegående forældre i Københavnsområdet. Jeg tror ikke, man bliver social af at gå i institution – jeg tror, man bliver social af at være sammen med andre mennesker. Og det giver livet heldigvis rig mulighed for, også uden for institutionerne. 

Beskriv en tilfældig hverdag i din families liv

- Jeg går i dag hjemme med min yngste på 1,5 år. Mine to ældste på 3,5 og 5,5 år går i børnehave fire dage om ugen fra 9-14. Når børnene vækker os – vi behøver ikke vækkeur, for vi har tid til at sove, til de vågner – står vi op, og spiser sammen alle 5. Som regel følger Brian de to store i børnehave, men i perioder gør jeg det med den yngste. Kl. 10 har vi altid en plan. Enten legestue, mødes med nogen på en legeplads eller mødes med vores legegruppe, der består af 7 jævnaldrende børn og deres mødre. Børnene leger stadig ikke sammen på dén måde, men de har stor gensynsglæde hver gang, og hygger sig med at give hinanden ting, vinke gennem glasdøre, grave side om side eller gynge sammen. Desuden er børnene også meget trygge ved de andres mødre, så der er mulighed for at forlade legegruppen for en stund, hvis man lige skal noget ikke-børnevenligt – fx et tandlægebesøg. Mellem 12 og 13 bryder vi op for at de små kan sove middagslur, og jeg har lige 1-2 timer, inden jeg skal hente de store, til at besvare mails, lave bestyrelsesarbejde, forberede foredrag eller skrive. Når de store er hentet, bruger vi eftermiddagen på en legeplads, eller i gården eller lejligheden derhjemme. Min mand kommer hjem kl. 17, hvorefter en af os laver mad. Børnene og jeg har som regel handlet regel på vej hjem fra børnehave. Efter maden, bliver alle børnene puttet, og der er senest ro 19.30. Så vasker vi op, rydder op og vasker tøj, og derefter hygger vi os med at arbejde ved hver sin computer et par timer. Min mand er gymnasielærer med en stor andel af fjernundervisning, så han har en del hjemmearbejde. Vi prøver at kigge på hinanden en aften eller to om ugen i stedet for på hver sin skærm, og det lykkes da også nogle uger. 

LÆS OGSÅ: 5 familier der hjemmepasser

Hvad værdsætter du allermest ved at have dine børn hjemme de første år?

- At jeg oplever deres barndom med dem. At jeg er der, de år, hvor de har allermest brug for mig. At jeg kender dem, og alle deres nuancer, fordi vi tilbringer så meget tid sammen. At jeg ikke er afhængig af et vagt referat fortalt i forbifarten af en fortravlet pædagog for at få indsigt i deres dag, deres trivsel, deres humør. At vi ikke skal skynde os, at vi kan sætte dagsordenen efter dagens humør, at jeg ikke behøver sende halvsløje børn i institution. At vi kan tage tingene, som de kommer og tage den med ro en dag, hvis natten har været fuld af støj. At jeg ikke kommer til at ærgre mig, som jeg tit hører ældre mennesker gøre, over, at jeg ikke nød tiden med småbørn nok, at jeg ikke stoppede op og dvælede, at jeg ikke har tilbragt nok tid med mine børn. Jeg har haft mulighed for at kysse dem hvert sekund de første tre år af deres liv, og jeg føler, jeg har nydt dem, alt det jeg kan. Det er det, jeg værdsætter allermest.

Synes du, samfundet har plads til en rolig start på livet for børnene?

- Det korte svar: nej! Det lange svar: I Danmark halter vi langt bagefter i forhold til de andre lande i Norden, når det kommer til at give vores børn en rolig start på livet. I Finland er der hjemmepasningsordninger med statstilskud, der gør, at normen er, at man ikke sender børn i institution, før de er 2 år. I Norge kan man ligeledes få tilskud til at passe sine børn hjemme, helt indtil de er 3 år, og i Sverige er barslen et halvt år længere end herhjemme. Alle tre er nordiske lande, som vi normalt sammenligner os med, og som evner at have et velfærdssamfund samtidig med, at der er tid og råd til at børn kan tilbringe de første vigtige år i hjemmet med deres forældre. Jeg så meget gerne lignende tilstande i Danmark, og arbejder politisk for dette på flere måder. Jeg sidder fx i bestyrelsen i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO, hvor vi arbejder på at få pengene til at følge barnet i stedet for institutionen. Altså det statstilskud, som gives til institutioner, dagplejere og tilfældige 18-årige, man hiver ind fra gaden for at passe sine børn. Jeg synes, forældrene selv burde kunne få dette tilskud. Som det er nu, følger pengene barnet i 33% af landets kommuner i op til ét år, og i første omgang, var det ønskværdigt, at dette ene års tilskud til hjemmepasning blev en ret for borgere i 100% af landets kommuner. Jeg har også stiftet Livmoderfeministisk Basisgruppe, sammen med to andre idealistiske kvinder, og vi prøver at komme med bud på politiske løsninger, der kunne vilkårene for børn og børnefamilier bedre i Danmark. Fx er bedre muligheder for orlov og deltidsstillinger noget, som mange danske forældre drømmer om.

Mange har ikke økonomisk mulighed for hjemmepasning – er der et alternativ?

- Vi er nogle af dem, der på papiret ikke har råd. Vores rådighedsbeløb er langt under det, som bankrådgivere tilråder, når man er en familie på fem. Min erfaring siger mig, at hvis man vil, så kan man. Men det kræver nogle ofre og afsavn. Jeg kender fx en enlig mor, der passer sine børn hjemme, og får det til at løbe rundt ved at drive selvstændig virksomhed ved siden af. Jeg kender også en familie på fire, hvis eneste indkomst er den jobsøgende mands dagpenge. De første to år, jeg gik hjemme var min mand på dagpenge, og det var kun lige akkurat vi kom igennem måneden med skindet på næsen. Det var benhård prioritering, men det hele værd. Vi købte en lejlighed, som vi kan betale med kun én indtægt i husstanden, og vi får ikke råd til at flytte fra vores 2,5 værelser foreløbigt. Men vi er glade, så længe vi har råd til, at der altid kan være nogen hjemme.

Når det så er sagt, kan jeg udmærket forstå, at folk ikke er villige til fx at flytte for at få råd, fordi de måske har købt en bolig, hvor de er afhængige af at have to indtægter, og det er heller ikke alle enlige forsørgere, der lige har et fag eller en idé, der gør, at de kan hive en indtægt i land, mens de passer børn og arbejder hjemmefra. Derfor burde der være bedre økonomisk mulighed for hjemmepasning i Danmark. Og derfor arbejder jeg for i SAMFO, at alle danske familier får muligheden for at træffe et reelt frit valg.

Tip!

Tjek "Er der nogen hjemme? - en antologi om hjemmepasning" af Elisabeth Serner og Janni Iben Stevn Hansen, som med udgangspunkt i forskellige familier fortæller om valget om hjemmepasning.

Den 3. september kan du opleve Janni fortælle om hjemmepasning til foredrag på Dansk Arkitekturcenter.