I Aarhus inviterer de fleste museer gratis børnene indenfor. Børn i byen guider dig her til fem museer, der giver børnene en oplevelse ud over det sædvanlige.

1. Naturhistorisk Museum

Bliv klogere på det danske landskabs naturhistorie og gå en tur blandt Afrika savannes dyr! Oplev også dyr i sprit, udstoppede og levende dyr og skeletter - altsammen på Naturhistorisk Museum. På museet kan børn desuden også altid komme på gratis skattejagt, som sender dem af sted på opdagelse blandt museets pelsede, skællede og skønne skabninger.

2. Steno Museet

Fem minutters gang fra Naturhistorisk Museum ligger Steno Museet. Bliv klogere på mennesket, naturen og videnskaben. Hvordan hjalp man de syge i Oldtiden? Hvordan så en operationsstue ud omkring år 1900? Hvor stor var atombomben, der blev kastet over Hiroshima i 1945? Spørgsmålene og mange flere bliver besvaret på Steno Museet. Med til museet hører et planetarium, en skøn urtehave og Ole Rømer Observatoriet.

3. Vikingemuseet

Sløve økser, et skelet uden hoved og skåret keramik. Dybt under Nordeas bankbokse ligger Vikingemuseet. Et fantastisk museum, der tager dig med til en anden tidsalder. Her er udgravninger af en vikingeby med gadekær, huse, brønde og meget mere. Stig ned af trappen under Nordeas bygning og forsvind ind i en verden, hvor de verdenskendte vikinger med garanti har det sidste ord.

4. Spejdermuseet

Spejdermuseet er uden tvivl et af de mere oversete museer. Det blev stiftet i 1989 af Det Danske Spejderkorps, De Grønne Pigespejdere, KFUM-Spejderne og Sct. Georgs Gilderne i Aarhus og har til formål at beskrive spejderbevægelsens historie i lokalområdet. Museet er at den mere specifikke slags, men er man vild med lokalhistorie og samtidig har en spejder gemt i maven, så er spejdermuseet stedet at få en god oplevelse med børnene.

5. Det Grønne Museum

Lidt udenfor Aarhus, nærmere bestemt i Auning, ligger Det Grønne Museum. Her kan hele familien få indblik i og viden om jagt, skov, landbrug og mad gennem tiderne i de spændende udstillinger. I kan også komme tæt på masser af dyr, f.eks. er der både kaniner og geder, der gerne må klappes. Derudover er der også hønsegård, køer, grise, får mm. Husk også at besøge stedets fede legepladser!

Tip: Der er både udendørs borde og bænke, så I kan spise jeres medbragte madpakker.

Det grønne museum

Foto: 1. Naturhistorisk Museum Aarhus 2. Det Grønne Museum