Ender I altid det samme sted, når familien skal på tur? Børn i byen guider dig her til fem utraditionelle udflugtsmål

 
1. En Hemmelig Klub

En Hemmelig Klub skaber et finurligt univers, hvor legen bliver en kunstform for barnlige sjæle i alle aldre! Det er dem, som står bag Snefest, når det sner, og andre skøre pop-up tiltag i det Aarhusianske byrum. De har værksted bag Frederiksbjerg skole, hvor man kan gå forbi og vinke til undulaterne i volieren og klappe geder i den lille indhegning. Ellers er de tit ude og lave sjove workshops på f.eks. Dokk1 og Horsens Kunstmuseum. Hold jer opdateret om deres skøre påfund og spændende arrangementer på deres Facebookside.


2. Springcenter Aarhus

Giv børnene en aktiv dag i Springcenter Aarhus i Risskov. Du kan også selv få sved på panden, for voksne må gerne hoppe med! Hver søndag (fra september til midt april) er der søndagsræs for kun 40 kroner pr. person. Du kan også leje Gymnastik og Trampolincentret til en anderledes børnefødselsdag. Madpakker (eller kagemand!) kan spises i det store køkken på 1. sal. Gå ikke glip af en fornøjelig dag med masser af aktivitet og motion – og et barn, der falder hurtigt i søvn om aftenen!


3. Munkholm Zoo

Vil I længere væk fra Aarhus, så pak bilen og tag turen til Munkholm Zoo på Djursland ca. 24 minutters kørsel fra Aarhus centrum. I denne børnevenlige zoo findes mere end 90 forskellige dyrearter, og mange af dyrene er klappe- og kæledyr. Flere gange dagligt er der dyrefremvisninger af de mere eksotiske dyr som fx rovdyr, aber og krybdyr. Stedet er åbent fra april til november.

Årslev Engsø
4. Årslev Engsø

Ofte kan de mest primitive oplevelser være de sjoveste. Pak picnictæppet og en lækker madpakke og tag en cykeltur rundt om Årslev Engsø, hvor du får en enestående naturoplevelse. Husk fiskenet eller spand, så haletudser, krabber, snegle eller andre sjove dyr kan fanges og studeres på helt tæt hold. Gør også holdt ved et af fugletårnene og tag kikkerten med. Denne tur er for hele familien – ikke kun den naturglade spejder.

godbanen
5. Godsbanen

På Godsbanen kan du altid hænge ud i foyeren, eller udenfor på taget og i deres hyggelige baggård. Derudover kan du og dine større børn prøve kræfter af i de Åbne Værksteder, hvor dørene er åbne for alle kreative sjæle. Der er blandt andet grafisk kopi og print, træ-, tekstil- og metalværksted, samt formværkstedet, hvor du kan arbejde med keramik på drejeskiver og efterfølgende brænde kreationerne i store keramikovne. Der er altid spændende arrangementer at finde, så følg med i deres kalender

Fotos: 1) En Hemmelig Klub 2) Rune Johansen 3) Munkholm Zoo 4) Jumpstory 5) Godsbanen

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.