Her i huset er vi ret vilde med Hr. Skæg. Store som små. Datteren på fire år sluger råt tv-programmerne ”Skæg med tal” og ”Skæg med bogstaver”.

Vi ved derfor, at Hr. Skæg er musikalsk. Det har vi oplevet i ovennævnte tv-udsendelser og i Cirkus Summarum. Så forventningen er stor, da vi for første gang sætter Hr. Skægs store drømme på cd-afspilleren.

På cd’en veksler Skæg mellem sange og dialoger, der binder sangene sammen. Dialogerne er tilpas korte og fyldt med finurlige sproglige overvejelser, der fryder begge forældrenes folkeskolelærerhjerter. Sønnen på to år er ikke lige målgruppen. Datteren på fire år er faldet lidt fra i løbet af dialogen. Hun leder febrilsk efter billeder af det, der foregår. På cd-coveret ser hun en mørk stjernehimmel med fuldmåne og hr. Skæg med sit sorte hår og skæg i sit mørkerøde jakkesæt. Hans ansigt udstråler glæde, overraskelse og nysgerrighed, men det ændrer ikke ved, at billedet har en vis dysterhed over sig.

Titelsangen, ”Hr. Skægs store drøm”, sætter i gang, og datteren på fire er atter fanget. Det samme er vi voksne.

Der er noget mystisk dragende over musikken, til trods for at udtrykket er ikke så lettilgængeligt som meget af det andet musik, børn møder i radio og tv. Hr. Skæg synger med en kraftfuldhed og en let vibrato, der fylder godt i lydbilledet, og stilarterne i musikken spænder vidt fra indisk inspireret klarinet over tango og kastagnetter til marchtrommer og trompetfanfarer. Det er alsidigt, atypisk og udfordrende for lytteren. Især i starten.

Efterhånden som vi kommer igennem cd’en har billedet dog ændret sig lidt. Vi har vænnet os til det særlige, lidt specielle udtryk i Hr. Skægs musik, og datteren på fire år lytter pludselig efter dialogerne, der forklarer, at nu må de triste drømme skiftes ud med gode drømme.

Indholdsmæssigt spænder Hr. Skæg vidt - fra de store armbevægelser om livets essentielle kendsgerninger og om at redde verden, til de mere nærværende problematikker om tandbørstning, kagespisning og de store følelser, der er på spil i forældre-barn relationen. Det er spændende at lade sig opsluge af hans filosofier om livet, om hvordan man skal passe på ikke at passe for meget på! Det er sundt at grine, men man kan jo også dø af grin. Man skal passe på Co2-en i luften, men man kan jo på den anden side ikke gå og holde vejret.

Da vi nærmer os slutningen af cd’en lyser datteren op. Hr. Skæg synger “Snart er det snart”, en julesang hun allerede kender og elsker fra JuleRamasjang. Det er en smuk sang med et blidere udtryk end mange af de foregående sange. Den emmer af ro, hygge og håb med ordene: “Vi når, hvad vi når, når vores julehjerter slår”, “Der er en hel milliard, der hygger sig og har det rart” og “Alle skulle ha’ et hjem, det vil jeg ønske dem”.

Afslutningsvist bliver vi puttet med den fineste godnatsang, som gør både store og små rolige. Det har været lidt af en rejse, og jeg tænker, at når min fireårige datter bliver et par år ældre, vil hun få utrolig meget glæde af teksterne og stemningerne i denne særlige og spændende musikoplevelse.

”Hr. Skægs store drømme” er udkommet på Crunchy Frog. Den koster 159 kr.