Der er masser af sjove timer med ungerne i kreative sysler. Vi guider dig til 3 steder, hvor du kan proviantere til projekterne.

Stof & Stuff

Som navnet antyder, har denne butik masser af stof og andre gode sager til dem, der vil i gang med nål og tråd. Det er i Stof & Stuff, du finder trendy metervarer med skønne motiver som små paddehatte, ugler og Liberty blomster. Her er også masser af fint tilbehør som sjove knapper, bånd, garn og strygemærker. Inspiration og vejledning kan hentes i butikkens symagasiner og snitmønstre – eller på butikkens sykurser!

Panduro

Klassikeren inden for hobbyartikler! Panduro har redskaberne til ethvert krea-projekt. Find fx materialer til alt lige fra sæbestøbning og bolsjekogning til scrapbooking og silkemaling. Mulighederne er praktisk talt uendelige. Butikskæden har desuden indgået samarbejde med Shane Brox, mr. Krea himself, og sælger særlige ”lim-selv-og-giv-liv pakker” med figurer fra Shanes Verden, som børnene selv kan hygge med at kreere af lim og husstandens gamle toiletruller, mælkekartoner osv.

Stelling Kunstnerartikler

Lyder det fristende med børnenes egen kunst på væggene i hjemmet? Så er det i gang med maling og pensler! Stelling har alt, hvad hjertet begærer inden for grej til kunstnerisk udfoldelse; oliemaling, akrylmaling, spraymaling, akvareller, tuscher, tegneartikler, papir, lærred – you name it!

Billeder: Jumpstory.dk